Minitest
I Chrysler Voyager Business Van er man flot kørende. Bilen er ikke kun stor, men også så tilpas amerikansk i sin fremtoning, at den skiller sig ud som noget særligt i det danske gadebillede.
Med en længde på lige under 510 cm, to store skydedøre og et umiskendeligt MPV-design har man en praktisk varebil, der samtidig har repræsentativ værdi.
Som model lever Voyager i sin fjerde generation, og dens grundlæggende design og karrosseri har ikke været ændret i de seneste 11 år.
Derfor er det alderen, som nu begynder at trykke bilen og får den til at fremstå teknisk forældet i forhold til flere europæiske konkurrenter.
Antiskrid-systemet ESP findes ikke til modellen, og automatgearet har kun 4 trin.
Til gengæld er den store 2,8-liters turboladede commonrail-motor en guldklump at have liggende under hjelmen. Den trækker ubesværet den tunge bil, og selv om automatgearkassen mangler intelligens, indgår den i en sjældent harmonisk enhed med motoren med bløde og præcise skiftebevægelser.
Ude på motorvejen bliver motoren desværre lidt støjende, fordi der mangler et femte gear. Det er synd og lidt uforståeligt, når man samtidig ved, hvilket tekniske lækkerier, der findes på hylderne i DaimlerChrysler-koncernen.
For eksempel en 6-trins automatgearkasse, som ville gøre underværker. Men den får vi efter al sandsynlighed ikke at se i denne Voyager-generation, som formentlig slutter i 2006 eller 2007. En femte generation er på vej, og den vil blive bygget i et samarbejde med Volkswagen. Derfor er der også god grund til at tro, at modellens strukturelle sikkerhed bliver i topklasse. I hvert fald langt bedre end den nuværende generations.
Manglerne kom frem i 1999, hvor bilen kollapsede under en frontal crashtest udført af EuroNcap.
Chrysler har senere rettet lidt op på det med en knæ-airbag under ratstammen.
Trods disse forhold har den fornemme Voyager stadig en række gode egenskaber. Luftpudebeskyttelsen er udmærket og består af front-airbags i rat og passagerside samt gardinairbags.
Den aktive sikkerhed er tilgodeset med ABS-bremser og antispind-kontrol. Dertil kommer to store skydedøre, der er særdeles praktiske, og varerummet er meget stort og regulært.
Man sidder ret højt i førersædet, hvorfra der er et glimrende udsyn. Førerpladsen er indrettet efter de bedste, europæiske standarder, når det gælder udformning og placering af kontakter og håndgreb.

