Abonnementsartikel

Selv om bryggerset er et brugs-rum, kan det gøres lidt hyggeligere og mere indbydende at opholde sig i. For eksempel ved at sætte det rigtige lys op. Alt for mange bryggerser har som oftest kun lys fra en kedelig pære i en rund kuppelindsats i loftet. En af landets største leverandører af lyskilder, Osram, har gode bud på, hvordan det kan gøres anderledes, så bryggerset bliver indbydende og venligt.

I mange huse fungerer bryggerset ofte som vaskerum, hvor der skal sorteres og ordnes vasketøj, men det er også et sted, hvor hjemmets lille værksted er. Bordet bruges til hurtige små reparationer – hamre og save - og derfor er et godt arbejdslys vigtigt. Lys er uundværligt for at opretholde sikkerheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdsbordet i bryggerset er mange steder skæmmet af et lille armatur, der er monteret midt eller øverst på væggen bag bordet. Men det er faktisk sådan, at arbejdslys bør komme ovenfra – så det kan lyse uhindret ned på det, der arbejdes med. Derfor vil det være optimalt med spothalogen over arbejdsbordet. Er der skabe over bordet, kan de smukt indbygges i skabsbundene, men det kan også laves flot med et par velegnede lamper hængende ned fra loftet.

Lyset fra lamperne skal være under øjenhøjde og lyse nogenlunde ned på midten af bordet.

Når det bør være halogenpærer, er det, fordi halogenlys giver et godt og klart lys, der fremhæver detaljer og kontraster. Kort sagt, et unikt arbejdslys.

Mange kan sikkert også nikke genkendende til det manglende lys i vaskemaskinen og tørretumbleren. Man er nødt til at stikke hånden ind og mærke efter, at der ikke er glemt en rød sok, der kan drille næste gang, der skal koges hvidt sengelinned.

Igen er der ikke megen hjælp at hente fra den søvnige loftspære.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løsningen kan være at flytte loftlampen eller sætte en væglampe op på den modsatte væg, så lyset falder ind i maskinerne.

Det rigtige lys skaber et godt overblik. Det gør os trygge og positive. Derfor kan det også være en god ide med lys i skabene. Ofte er der ikke mange vinduer i et bryggers, så det er ideelt og praktisk med lys i skabene.