Abonnementsartikel

Ivan Sylvestersen, der ejer Ivans Maskinservice i Bording, har specialiseret sig i at indregistrere ATV’er som traktorer.

- Dem har vi lavet mange af – også for kollegerne. Hver enkelt kunde skal godkendes og ATV’en skal ændres for 10.000 kroner, så den blandt andet får en fartspærre i. En stor ATV kan køre op til 100 km/t, men en traktor må jo kun køre 40 km/t, siger Ivan Sylvestersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 20 år har han drevet forretningen med omdrejningspunktet landbrugsmaskiner, og de seneste fire år har han også solgt og serviceret ATV’er. I de første mange år var hans forretningen nærmest en bibeskæftigelse, men i dag er det på fuld tid. Han har valgt at koncentrere sig om de amerikanske mærker Honda og Polaris, fordi han gerne vil have kvalitetsmaskiner til den professionelle bruger.

- Jeg har opdaget, at de billige er til mere ulempe end fordel for forretningen, for vi har også haft de billige maskiner i salg, men det er vi gået bort fra.

Ivan Sylvestersen, der har ansat sin hustru Laila på fuld tid, har arbejdet hårdt på at blive autoriseret værksted for Honda og Polaris. Det betyder, at han har købt alle værkstedsbøger til de to mærker, har været på en masse kurser og i det hele taget sat sig grundigt ind i, hvordan maskinerne er opbygget.

Ivans Maskinservice er også leveringsdygtig i alle typer af redskaber og tilbehør til ATV’erne, så man kan blandt andet købe sprøjter, vogne, gødningsspredere, sneplove og plæneklippere, der kan hægtes på de firhjulede motorcykler.