Abonnementsartikel

Et stort ubeboet areal og en helt blank spade, der aldrig har bidt sig fast i muld før – så er scenen sat til første spadestik – og det til noget så usædvanligt i dagens Danmark som en maskinforretning.

- Det har kørt stærkt de seneste par måneder, siger Søren Næsborg, som førte spaden i udkanten af Gedved kommune tæt op af det gigantslagteri, Danish Crown har taget i brug i Horsens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed er det også klart, at Horsens Maskiner A/S, som er navnet på den nye maskinforretning dannet ved en fusion mellem Horsens Maskinforretning og Yding Maskiner A/S, kommer til at ligge helt centralt i et stort opland i det østjyske.

Der er tale om et byggeri på hele 3.600 kvadratmeter under tag plus en overdækket vaskehal på 150 kvadratmeter.

- Vi får 600 kvadratmeter butik og lager til reservedele, 300 kvadratmeter til salg og administration, 900 kvadratmeter til værksted, 150 kvadratmeter til kantine, omklædning med videre og 1.650 kvadratmeter til udstilling af maskiner, forklarer Søren Næsborg om den gigantiske bygning, som får et næsten fladt tag og sidebeklædning af stål.

Færdig i februar

A/S Dansk Halentreprise er udvalgt til at gennemføre projektet.

Mens Søren Næsborg selv tog det første spadestik holdt en Caterpillar bulldozer sig pænt i baggrunden – selvom den i de kommende uger får mere end travlt med at gøre klar til støbning af fundament med mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har aftalt, at byggeriet skal stå klar, så vi kan starte herude i uge 7 i 2007, fortæller Søren Næsborg.

Det vil sige, at såfremt alt går efter planen, er der indflytning og åbning af den nye maskinforretning omkring midten af februar 2007.

Til den tid vil personale fra såvel Horsens Maskinforretning som Yding Maskiner flytte til den nye adresse på Egeskovvej, som til den tid ligger i Ny Horsens kommune.

I dag drejer det sig om i alt 20 medarbejdere inklusive Søren Næsborg selv.

Forhandlinger på vej

Endnu har Søren Næsborg ikke underskrevet aftaler om konkrete forhandlinger undtagen nogle få – men de er godt på vej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når de er klar, vil jeg fortælle om den, siger han.

Men det ligger fast, at importen af Palms skovvogne vil fortsætte, og det samme gælder for den egenproducerede græssåmaskine Time Turf.