Abonnementsartikel

To bliver til én, når gulv- og pudsefirmaerne Marcoplan Entreprise A/S i Holbæk og Owi-gruppen A/S i Langeskov på Fyn 1. januar lægges sammen til ét firma under navnet Marcowi Entreprise A/S.

Både Marcoplan A/S og Owi-gruppen A/S har udført opgaver med gipspuds og undergulve i mere end 25 år. Sammenlægningen sker for at styrke markedspositionen samtidig med, at der er et generationsskifte på vej i Owi-gruppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produktsortimentet rokkes der ikke ved. Det nye og større firma vil fortsat beskæftige sig med gipspuds, akustikpuds, gulve i flydebeton, flydeanhydritgulve og traditionelle cementafregninger. Både Mercoplan Entreprise A/S og Owi-gruppen A/S er i dag med i front på produktområderne og har begge været involveret i gennemførelsen af en række markante projekter gennem de seneste år. Blandt dem er Bruuns Galleri i Århus, Medicinerhuset i Aalborg, Ørestadens Gymnasium, Skat i Århus, Kennedy Arkaderne i Aalborg, det nye statsfængsel i Horsens, Kastrup Lufthavn, DR-Byen, Hotel Marriott og Nykredits hovedsæde på Kalvebod Brygge, Fisketorvet samt A. P. Møllers hovedsæde på Esplanaden.

Det nye Marcowi Entreprise A/S budgetterer med en årlig omsætning på omkring 50 millioner kroner. Flemming Dalum-Larsen, der i dag er direktør i Mercoplan Entreprise A/S, bliver administrerende direktør for den nye konstellation. Hovedkontoret bliver i Langeskov på Fyn og tillige vil Marcowi Entreprise have kontor i Holbæk. Samtidig får selskabet salgskontorer i Silkeborg og på Sjællands Odde.