Da gadespejlene kom frem uden for vinduerne omkring 1850, var der ofte tale om, at de rige ejere havde et gammelt spejl hængende indenfor, som de ikke længere brugte. Et stykke af spejlet blev bragt til smeden, som efter ønske fra kunden udformede et lille firkantet eller ovalt spejl til at hænge uden for vinduet. Nu kunne man rigtigt følge med i, hvad der skete på gaden - også uden at hænge langt ud af vinduet!
I dag bliver alle spejlene fremstillet i Hillerød ved Hillerød Metaltrykkeri. Her har den 70-årige kunst- og klejnsmed Per Sommer taget den gamle tradition op og har i de seneste otte år leveret 400-500 spejle til mange af landets museumsbutikker.
- En butik i Dragør opfordrede mig til at lave gadespejle, men jeg sagde nej til at begynde med. Men jeg syntes egentlig, det lød interessant, så jeg kontaktede Bredemuseet, hvor de havde seks spejle, som jeg kunne måle op og lave tegninger efter, fortæller Per Sommer.
For 30 år siden blev kimen til hans spejleproduktion lagt. Det vidste han bare ikke dengang. For at kunne se de folk, der kom til hans dør, installerede han et gammelt bakspejl fra en bil ved et vindue, og på den måde kunne han holde øje med døren.
Når Per Sommer fremstiller spejlene, foregår det på god, gammeldags manér med nitning og tinlodning, for så kan han nemlig få dem godkendt af Nationalmuseet og sælge dem i museumsbutikkerne rundt om i landet.
Historien bag
Når museerne sælger Per Sommers spejle, vil de gerne kunne give kunder noget historie om gadespejlene. Smeden måtte i gang med et større gravearbejde, for det viste sig hurtigt, at spejlene ikke var det, der fyldte mest i den kulturhistoriske litteratur.
- Når man går i gang med at smede sådan nogle spejle, bliver man faktisk også interesseret i, hvad der ligger bag, for jeg kan jo huske dem fra min barndom, siger kunstsmeden.
Da Dronning Margrethe i 1997 fejrede 25 års regeringsjubilæum, slog en tanke ned i Per Sommer:
- Hun skal sgu ha' et spejl, tænkte jeg.
Og straks gik han i gang med at smede og forgylde et gadespejl med dronningens monogram som en ekstra krummelure på toppen. Den gave betød en ny udvikling i hans gadespejle. Folk kan nemlig nu bestille spejlene med deres egne monogrammer, mens spejlene til museerne bliver ved med at være i den originale udformning.
