Jeg har i weekenden været på jagt efter nogle flotte billeder med skoven i høstfarver, men i år er det svært, da vi har haft en meget tør periode i september, hvor mange af planterne er gået ind i løvfald af tørke og derved er begyndt at smide løvet.
Høstfarven opstår når man har en lun periode om dagen i oktober, med kølige nætter med temperaturer under 5 grader, men i år har vi haft den nok varmeste oktober nogensinde og kun temperaturer som når frysepunktet på nogle få lokaliteter.
Plantens blade producerer sommeren igennem masser af klorofyl og sukker af de næringsstoffer som optages med roden, samt lyset, som i bladene omdannes til klorofyl, dette bruges til vækst, men når efteråret kommer, sendes næringsstofferne tilbage i grene og stammer, så den kan bruges til opstart af planten det kommende forår.
Det grønne farvestof nedbrydes i forbindelse med oplagring af næringsstofferne, hvorved bladene farves. Om bladene bliver gule eller røde, afhænger af den rest af sukkerstof som er i bladene inden løvfald.
I år er mange af bladene gule og dette skyldes tørken, hvor planterne er sat i stå tidligt uden af få den kulde, der får bladene til at danne stoffet antocyan, som farver bladene røde.
Det er ikke kun træerne der får den flotte høstfarve, der findes også en del buske og f. eks. Rådhusvin, der jo er en slyngplante.
Når man anlægger sin have er det derfor vigtigt at der sker en sammensætning der gør haven til en oplevelse hver dag, året rundt, så hvis ikke det er blomstringen om foråret der netop fremhæver en busk eller et træ, kan det være løvet eller barken, ja måske duften.
Hvis jeg skal nævne nogle planter hvor der er flotte efterårsfarver, kan f.eks. nævnes Acer, hvor mange af de Japanske Ahorn, får nogle meget kraftige røde løvfarver, samt Spidsløn, Acer platanoides, hvor det er mere de varierende løvfarver.
Benved er også nogle af de buske der får flotte farver, som f. eks. Euonymus planipes og Euonymus alatus (Korkbenved)
De mange blade med efterårsfarve er fine til borddækning og til at lave f.eks, en efterårs krans, hvor de bindes sammen med kogler og grene med bær af f.eks. Rosa multiflora, den vi også kalder Mariebær, grene med lav mv.
Rosa multiflora er jo den man bruger til at okulere ægte roser på, så har man en rose i haven der er blevet vild, kan den flyttes ud fra rosenbedet og blive til en stor busk, som bliver 2-3 meter høj.Rosa multiflora kan dog også bestilles i havecentret.
Ugens gode haveråd:
Vi har nu et kraftigt løvfald og en gang blæst, vil nok sende nogle flere blade ned fra træerne, så det er en god ide at få revet dem sammen, men lav være med at køre dem ud af haven. Bladene er udmærkede til kompost eller vil vinterdækning af sarte planter, dog skal man ikke bruge bladene fra rosenbedet, da de typisk har svampesporer på sig, som kan overvintre til den kommende sæson, så disse blade fjernes helt fra haven.
En af de planter hvor bladene er særdeles gode til vinterdækning, Gunnera, hvor bladene skæres af og lægges ind over roden, da den ikke tåler hård frost.


