Abonnementsartikel

Det har taget Conenco to år at gøre Terex til det tredje mest solgte mærke, når det handler om rendegravere.

I Danmark markedsføres fire modeller. Der er de tohjulsstyrede modeller 860 Elite og 880 Elite, mens 970 Elite og 980 Elite har lige store hjulpar og firehjulsstyring.Terex - rendegraveren har oplevet en imponerende stor succes i Danmark. På kun to år er det blevet den tredje mest solgte rendegraver her i landet ifølge den danske importør Conenco.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I vores øjne repræsenterer rendegraverne kvalitet. De har en stor kapacitet, og komforten i kabinen er høj. Men der er også særlige finesser som en lille venderadius, fremhæver Gregers Hastrup fra Conenco.

- 99 procent af vores maskiner kører som de skal, og det er en meget lille fejlmargin, hvis man tænker på, at salget af Terex-rendegravere bare i år har rundet 85 enheder. Den sikkerhed for kvalitet er vigtig for kunden, påpeger han.

Venderadiusen for en model med firehjulsstyring er 7,3 meter målt over dækket. Med skovlen monteret bliver venderadiusen præcis to meter større over skovlen.

Ingen forsinkelser

880 Elite og 980 Elite er udstyret med hydraulisk for-styret joystick, hvilket betyder, at der ingen forsinkelser bliver fra joysticket til skovl eller gravearm, som man oplever med de elektriske joystick.

- Med det hydrauliske joystick påvirkes funktionerne øjeblikkeligt. Det øger hastigheden og reducerer også muligheden for fejl, fremhæver Gregers Hastrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I alle fire modeller er der Power Shift -transmission, som automatisk skifter op og ned mellem andet og fjerde gear, hvis gearvælgeren står i fjerde. For at opnå en behagelig kørsel er maskinerne udstyret med Ride Control, som giver høj komfort ved kørsel i ujævnt terræn.

Gravearmen er mekanisk sikret under transport, og det styres fra kabinen. Alle modeller er som standard forberedt med hydraulik for montering af hydraulisk hurtigskift. Tiltudtag kan tilkøbes som ekstraudstyr.

Begge serier er udstyret med en 4,4 liters motor på 100 hestekræfter.

Terex 970 og 980 har med frontskovlen en læssehøjde på 3,35 meter og en tippehøjde (45 grader) på 2,75 meter. Gravearmen har en rækkevidde ved jorden på 7,13 meter og en gravedybde på fire meter.

Terex er amerikansk og placerer sig som verdens tredje største fabrikant af entreprenørmateriel. Fabrikken for rendegravere er placeret i Coventry i England.