Med specielle hjul-adaptere er det muligt at sætte ekstra hjul på ATV’en. Det giver køretøjet større trækkraft, bedre fremkommelighed og forhindrer dybe spor i mark og på eng. Systemet hedder Click Dual Wheels, og er udviklet af den schweiziske virksomhed Gebr. Schaad AG.
Virksomheden har specialiseret sig i udvikling og fremstilling at tvillingehjul-systemer til en bred vifte af køretøjer spændende fra tunge entreprenørmaskiner over traktorer, bobcats, minilæssere og firehjulstrækkere til de lette ATV’ere.
System der virker
Tvillingehjulene er oprindeligt udviklet for at forbedre sikkerheden i stejlt terræn ved for eksempel skisportssteder og i skovområder, hvor de fleste ulykker med ATV’er finder sted på grund af væltning
Men ifølge Kim Rasmussen fra den danske importør Rødkilde ATV på Sydfyn har produktet også mange fordele i et fladt land som Danmark, hvor der opstår stadig flere vådområder og vådenge, som afgræsses af kvæg, men som landmænd jævnligt skal passe med brakpudsere, så områderne ikke springer i skov.
- Den bløde og våde engbund kan være vanskeligt fremkommelig for tunge traktorer, men den lette ATV er ideel til formålet – især når den har fået monteret tvillingehjul, siger Kim Rasmussen og tilføjer:
- Jeg har testet systemet på ATV-modellen Honda TRX 680, og den forcerede et område med 80 centimeter vand ved næsten at flyde oven på.
Til våde marker
De helt åbenlyse fordele ved tvillingehjulene er, at ATV’en ikke sætter så dybe spor samtidigt med at den får bedre fat i underlaget. Det er især en fordel, når man kører i sne, mudder eller skal trække en harve, og det gør tvillingehjulene specielt velegnede til den regnfulde årstid, hvor marken, engene og skovene er ekstra bløde.
Systemet består af fire koblingsplader, der monteres uden på ATV’ens eksisterende hjul, og ifølge Kim Rasmussen tager det cirka 20 minutter pr. hjul og skal kun gøres én gang.
Herefter kan tvillingehjulet nemlig monteres direkte på koblingspladen på omkring to minutter pr. hjul koblingspladen ved at dreje og ”klikke”.

