Abonnementsartikel

Når efterårsstormene sætter ind, kommer energimåleren ofte på overarbejde i boliger med utætte vinduer. I mange ældre huse kan der derfor spares tusindvis af kroner på energiforbruget, når de gamle vinduer skiftes ud med nye energimærkede vinduer.

Besparelsen afhænger naturligvis af faktorer som for eksempel størrelsen og typen af vinduer. Men uanset hvilken type vinduer eller ruder, der er i boligen, så opnås der hurtigt meget store besparelser ved at udskifte de gamle vinduer med Energimærkede vinduer, der fås som vinduer, ruder eller forsatsløsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

2200 kroner årligt

I et typisk parcelhus fra 1960’erne på 120 kvm med oliefyr og store, ubrudte vinduesflader kan der for eksempel spares 320 liter olie årligt ved at skifte de gamle termoruder til Energiruder med A-mærkning. Med de nuværende oliepriser svarer det til en besparelse på mere end 2200 kroner om året.

Og opvarmes huset med el eller fjernvarme, er der mere end 2400 kwt at spare ved at skifte ruderne i parcelhuset.

Energispecialister

I foråret 2006 gik Energistyrelsen, Glasindustrien, Vinduesindustrien, Glarmesterlauget i Danmark, Dansk Byggeri og Håndværksrådet sammen om at tilbyde håndværkere og vinduesproducenter en specialuddannelse, og indtil videre har tiltaget været en succes.

For foreløbigt er 208 håndværkere blevet uddannet til ”energispecialister i vinduesløsninger”, og forbrugerne har taget godt imod dem.

- Hos Energistyrelsen har vi indtryk af, at forbrugerne er blevet mere bevidste om energirigtige løsninger, og med den nye Energispecialist-ordning kan de få dokumenterede energieffektive løsninger og spare mange penge på varmeregningen, siger Peter Bach, der er chefkonsulent i Energistyrelsen.