Abonnementsartikel

Volkwagens hærdebrede Touareg må nu finde sig i at blive pyntet op med noget så feminint som forlygter i samme stil som man finder hos coupe-cabriolet-modellen Eos.

Efter de første billeder at dømme ser den fornyede Touareg fortsat ganske imposant ud, hvilket ikke mindst skyldes det endnu mere markante fronparti med den V-formede kølergrill.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Touareg er til dato solgt i mere end 300.000 eksemplarer over hele verden, og i Danmark har den fundet et pænt stort gulpladepublikum.

Den nye udgave er ifølge VW tilført mere end 2.300 nyudviklede komponenter.

Ny motor

Under den nydesignede motorhjelm kan der nu også komme en 8-cylindret FSI-benzinmotor, der yder 350 hk og leverer 440 Nm. Desuden fås Touareg med en 280 hestes V6’er og en W12’er med 450 hk og 600 Nm.

I Danmark er det dog primært de tre TDI-versioner på 174 hk, 225 hk og 313 hk, der har fundet fodfæste.

Alle nye Touareg-dieselmotorer er i øvrigt udstyret med partikelfilter som standard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre bremser

Den nye Touareg er født med de såkaldte ABSplus-bremser, der ifølge VW forbedrer bremseegenskaberne ved kørsel på grus, sand eller sne. Systemet vurderer underlaget og foretager om nødvendigt nogle små bremseblokeringer, der skubber en lille vold af sne eller grus op foran hjulene og forkorter bremselængden med op til 20 procent, uden at forringe styreegenskaberne.

På modellerne med V10 turbodiesel og W12 benzin suppleres de nye ABS-bremser af 18-tommers Brembo-bremser og en nyudviklet dæktrykskontrol.

Bilens bremseassistent er nu hydraulisk (oliebaseret) i stedet for pneumatisk (luftbaseret), hvilket giver et både større og mere pålideligt bremsetryk, når der er brug for fuld bremsekraft. Denne hydrauliske bremseassistent kan i samarbejde med bilens ESP system registrere pludselige speederløft, hvilket straks resulterer i opbygning af bremsetryk og klargøring af bremserne til en mulig nødsituation.

At våde skivebremser kan give øgede bremselængder er kendt af mange og opleves tydeligt efter en tur i vaskehallen. På den nye Touareg aktiveres det nye ”Rain Brake Support” sammen med vindues-viskerne og tørrer populært sagt skivebremserne af i regnvejr, så de altid har det optimale bid.

Forbedret ESP

På den nye Touareg byder den seneste generation af ESP på nye funktioner, der forbedrer den aktive sikkerhed. En af disse er den såkaldte ”Active Rollover Protection”, der sikrer bilen mod at rulle rundt - f.eks. under terrænkørsel - ved at aktivere bremserne individuelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden funktion er ”Understeer Control Logic”, der forbedrer mulighederne for at komme sikkert gennem en kurve, hvis bilen pludselig begynder at understyre (skride over forhjulene).

Dertil kommer nyudviklede airbagsensorer, som beregner om der er fare for, at bilen ruller rundt og i så fald aktiverer side- og hovedairbags og selestrammere få millisekunder før en eventuel kollision.

Vågent øje

En ny fartpilot med afstandsregulering er endnu en forbedring af den aktive sikkerhed. Systemet kan fås som fabriksmonteret ekstraudstyr og er en radarbaseret afstandsregulering, der nedbremser og accelererer bilen automatisk alt efter trafikforholdene.

Som noget helt nyt vil systemet kunne bringe bilen til en komplet standsning, hvis en forankørende pludselig holder stille på vejen.

For at sikre optimale bremseegenskaber i en nødsituation taler systemet sammen med bremserne, der opbygger tryk og ”skærper” bidet som forberedelse til en nødsituation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hård eller blød

Tidligere har man kun kunnet bestille Touareg med en hård sportsundervogn, hvis man samtidig valgte skruefjedre. Nu er det også muligt at bestille en variant, der kombinerer luftaffjedring med hård sportsundervogn og justerbare krængningsstabilisatorer.

Denne såkaldte køredynamikpakke med krængningsstabilisatorer skulle således gøre den nuværende ”Sport”-indstilling en tand mere kontant og hård i affjedringen. De mere sportslige køreegenskaber opnås bl.a. ved hjælp af forstærkede stabilisatorer og dæmpere, der reguleres elektronisk via sensorer, som bl.a. måler førerens ratudsving under kørslen.

Touareg-priserne begynder ved 311.400 kr. plus moms for gulpladeversionen med 2,5-liters turbodiesel og slutter ved 2.150.596 kr. for den benzindrevne W12’er på hvide nummerplader.