Ingefær, venustorn og kamille. Hvis man tror, det er en del af varedeklarationen på en urte-the, så kan man godt tro om igen.
For det er nemlig nogle af ingredienserne i det hundefoder som Bjerringbro-virksomheden Kingsmoor producerer og forhandler gennem dyrecentre i det meste af landet.
Virksomheden har nu solgt det urtebaserede hundefoder i knap to år, og både de firbenede og deres ejere har taget godt imod det, forlyder det fra producenten og idémanden bag foderet, Bent Ravnsborg.
Næste skud på stammen fra virksomheden bliver et hundefoder tilsat cikorierødder
Idé fra syg hund
Bent Ravnsborg, der er direktør i Kingsmoor, fik idéen til foder med et bredt udvalg af urter, sammen med sin bror Flemming, da hans labrador blev ramt af hofteledsdysplasi.
- Med tanke på at min hund Jack skulle have smerter resten af livet, startede jeg sammen med min bror nogle undersøgelser af muligheden for helbredelse og smertelindring. Efter nogen tid endte undersøgelserne i planter, sagde Bent Ravnsborg til Midtjyllands Avis i 2005.
- Vi opdagede, at alle planter havde nogle specielle egenskaber, og at nogle var gavnlige for blandt andet led og fordøjelse.
Sammen med forskervirksomheden VetCur Biotec fik de to brødre sammensat en urteblanding, og fik sat foderet i produktion.
Lugtfrie hundeprutter
Cikorieroden, der indgår som ingrediens i det nye foder fra Kingsmoor, indeholder et højt koncentrat af stoffet inulin.
Det er et kulhydrat og en god energikilde, fordi det er længe om at blive nedbrudt. Samtidigt har det den egenskab, at det styrker immunforsvaret og fremmer fordøjelsen – og det kan i nogen udstrækning forhindre ildelugtende hundeprutter, lyder det fra hundefoder-producenten Kingsmoor.
Det nye foder fra Kingsmoor er blandt andet udviklet i samarbejde med UdviklingsCenter Aarslev, der er en del af Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.
Inulin fra cikorieroden kan desuden anvendes som sødestof, der tåles af diabetikere, og så tyder forskning på, at det kan forebygge tarmkræft og knogleskørhed hos mennesker.
På Kingsmoors hjemmeside kan man orientere sig om, hvilke dyrehandlere der sælger hundefoderet med urter.
Det nye foder med cikorierødder forventes at kunne serveres for de firbenede først på sommeren i år.
