Abonnementsartikel

På afstand er det den elegante form og det smukke design, der springer i øjnene. På tæt hold er det håndlavet glaskunst af fineste klasse, der åbenbarer sig for øjet.

Det drejer sig om den nye Xena lampe fra Darø i Randers, der på en helt ny og unik måde forener dansk lampedesign med ægte glaskunst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Xena er således fremstillet af mundblæst glas i hele tre lag. Inderst et hvidt lag, i midten et transparent lag og yderst et sort lag.

I det yderste sorte lag er der så til slut med en laserkniv håndskåret et zebra-lignende mønster, således at den hvide og transparente glasbaggrund - og dermed også lyset - træder frem i fordybningerne.

Ikke to er ens

Xena har fået navnet efter en nyopdaget dværgplanet i vores solsystem. Og det passer perfekt med den uudforskede overflade på den nye lysende stjerne i boligindretningen.

Selve lampen vejer to kilo, og da den er fremstillet af tre lag mundblæst glas og samtidig har et håndskåret mønster, er der ikke to lamper, som er 100 procent ens.

Xena fås både som enkelt-pendel, Xena-26 pendel, med en diameter på 26 centimeter, og som en dobbelt-pendel, Xena-22, med en diameter på 22 centimeter.