Abonnementsartikel

Pil er et naturmateriale, der både er let at arbejde med og indpasse naturligt i resten af haven. Af samme årsager er pilen da også blevet utrolig populær hos danske haveejere – og det kan mærkes hos Arresø Pil i Frederiksværk.

- Vi har meget travlt især i forårs- og sommermånederne. Men mærker da også resten af året, at haveejerne har fået øjnene op for alle pilens muligheder både når haven skal dekoreres, og når der er fokus på funktionalitet, siger Jane Buhl fra Arresø Pil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pil kan bruges til alt lige fra læ og afskærmning ved terrasser og hyggekroge til labyrinter og tunneller, som børnene kan have glæde af.

Men mange vælger også at bruge pilen til at bryde med ensformige linier eller give haven en helt ny og spændende profil.

Grønt eller brunt pilehegn

Der findes et utal af måder at anvende pil på, men pileflethegnet er efterhånden blevet en klassiker.

Vandret flettet pilehegn er en naturlig og fleksibel løsning, der kan fås i nøjagtig den bredde og højde man foretrækker og som lige såvel som buet hegn.

Levende hegn er en anden mulighed, som har den fordel at den står grøn, når alt andet i haven er blevet trist og kedelig i efterårs- og vintermånederne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Plant i foråret

Pil, der skal bruges til for eksempel levende hegn, junglehytter, tunneller eller labyrinter, skal plantes i det tidlige forår, når frosten er gået af jorden.

Man skal bruge friske et-årige skud, og det er vigtigt at være opmærksom på, at pilens rodnet bliver stærkere, hvis den kommer i jorden tidligt på foråret.

Fordi pil er en meget hurtigvoksende plante, kan et belgisk hegn med harlekinmønster allerede stå relativt tæt i løbet af et par måneder.

Udendørs brusekabine

Én af de nyeste idéer fra Arresø Pil er pilebruset, som er en udendørs brusekabine.

- Der er mange, der sætter den op i haven ved deres sommerhus, men vi oplever også, at flere og flere vælger at have en udendørs brusekabine i relation til deres hus og have, siger Jane Buhl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til brusekabiner såvel som vandret flettede hegn anvendes udelukkende treårs-pilestokke, da et- og toårs-pilestokke har en betydelig reduceret holdbarhed.

Arresø Pil producerer og sælger usprøjtet og statskontrolleret pil fra egne arealer.