Abonnementsartikel

Der er desværre opstået den fejlagtige opfattelse, at pindsvin er de rene dræbersnegle-støvsugere.

Dyreværnsforeningen Pindsvinehjælpen, som samarbejder med Dyrenes Beskyttelse, oplyser, at det i flere tilfælde har ført til, at haveejere har flyttet pindsvin over store afstande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pindsvinene bliver fjernet fra deres leveområde for at blive sat ud i en have et andet sted, hvor pindsvinet skal dæmme op for dræbersnegle-invasionen.

Flyt ikke pindsvin

En flytning af et pindsvin er meget ofte katastrofal for pindsvinet, som nøje er tilpasset biotopen, hvor det bor.

Når pindsvinet omplaceres, vil det derfor begynde at vandre - og så vil pindsvinet sandsynligvis miste livet undervejs.

Desuden har pindsvinene unger netop nu og frem til september. Derfor er der stor risiko for, at man tager et moderdyr og således efterlader et kuld blinde, døve og hjælpeløse unger til den visse død.

Derfor skal man lade pindsvinet være, hvor det er - for det er der, pindsvinet hører til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pindsvin elsker ikke dræbersnegle

Når pindsvinene bliver flyttet - eller efterspurgt fra Pindsvinehjælpen - er det fordi, de plagede haveejere har fået den opfattelse, at pindsvinene kan hjælpe dem af med deres problem med dræbersnegle. Men det er altså ikke rigtigt.

Pindsvin spiser gerne mindre snegle med hus, og agersnegl, plettet gråsnegl, kældersnegl og havesnegl kan derfor forekomme på deres menu. Menuen består også af biller, regnorme, larver, ørentviste, bænkebiddere, bier, hvepse, edderkopper og andet kryb.

Men de undgår helst snegle som rød og sort skovsnegl - og altså også den iberiske skovsnegl – der er for seje og uinteressante som føde.

Saml selv dræbersnegle sammen

Sandsynligvis kan pindsvinene tage æg og nyudklækket yngel fra den iberiske skovsnegl og på den måde over længere tid have en vis præventiv effekt på antallet af dræbersnegle i haven.

Men det er ikke et vidundermiddel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er ingen vej uden om selv at tage affære: Ud og saml snegle morgen og aften eller på fugtige dage.

Saml dræbersneglene i en spand, og hæld rigeligt med kogende vand over dem. Det sikrer en hurtig aflivning, og de døde snegle kan let hældes i kloakken bagefter.

Imens kan man indrette sin have pindsvinevenligt, opstille et par pindsvineboliger og håbe på, at et hjemløst pindsvin flytter ind.

Men så skal det altså mest være fordi det er så hyggeligt at se pindsvinet gå sin haverunde i skumringen, mens du selv er ude at samle snegle.