Det er tid til at sætte blomsterløg i haven og i havens krukker, hvis man vil have blomstrende løgplanter til foråret. Og med nogle enkle tips er det muligt at skabe et flot resultat.
Mange af de løg vi sætter i haven breder sig efterhånden godt - blandt andet narcis (påskeliljer, pinseliljer mv.), krokus, erantis, vintergæk og scilla - men ofte hører vi kunderne sige, at tulipanerne bliver mindre og mindre.
Dette kan man imidlertid godt afhjælpe lidt ved at gøre lidt ud af forberedelserne.
For eksempel er det vigtigt at anvende en god jord, vælge den rigtige placering, gøde og lade planten hvile efter blomstring. Derudover er det en god idé at grave løgene op med nogle års mellemrum.
Plant i god jord
Den rigtige jord er en næringsrig og fugtighedsbevarende jord, som ikke er for tung.
Har man derfor en kraftig lerjord, er det godt at blande lidt bakkesand i for at løsne og dræne den. Løgene kan nemlig ikke lide at stå i en hård og tung jord, hvor der kan stå vand om vinteren.
Med en let sandjord skal der tilføres en næringsberiget sphagnum eller kompost, der ikke må være sur (kalkfattig). Den blandes op med den eksisterende jord, så den bliver let og svampet at røre ved.
Placér løgene lyst
Løgene skal placeres lyst. Ellers vil for eksempel tulipanerne trække så meget efter lyset at de bliver skæve.
En anden ulempe ved at placere sine blomsterløg på et sted med lidt lys, er, at man får mindre blomstring.
Er man nødsaget til at bruge steder i haven, hvor der er lidt lys, er det kun erantis, vintergæk og narcis, der tåler placeringen.
Giv gødning
Man tænker måske ikke over det. Men blomsterløg skal også have gødning. Et løg er nemlig et lille energibundt af næring, og denne bruges til at sætte rødder samt til vækst og blomstring.
Men kan man få løget til at bruge den næring, der er i jorden, får man en flottere, kraftigere og længere blomstring, da løget så sparer på den oplagsnæring, der er i løget.
Jeg vil anbefale, at man bruger Osmo Blomstergødning. Det er et 100 procent naturligt gødningsstof, der indeholder ekstra meget kalium, hvilket giver faste og kraftige løg.
Gødningens naturlige sammensætning giver desuden en skånsom og vedvarende virkning uden risiko for afsvidning af blomsterløg eller knolde. Gødningen kan anvendes til alle typer løg- og knoldvækster.
Den anvendes ved lægning, hvor den iblandes jorden med cirka 100-200 gram pr. kvadratmeter. Desuden kan den bruges til løg, som allerede er i jorden med en tilsvarende mængde i oktober måned.
Lad planten hvile
Det er meget vigtigt, at blomsterløget får lov til at afmodne naturligt efter blomstring. Derfor skal man lade bladene være til de er visne, og blot nøjes med at fjerne den afblomstrede blomst, så løget ikke bruger næring på at danne frø.
Her tilføres igen lidt gødning - cirka 50-100 gram pr. kvadratmeter - så løget kan samle den oplagsnæring, der giver en flot blomstring det kommende år.
Grav løgene op
Når blomsterløg bliver gamle, er de modtagelige for svampeangreb. Derfor er det godt med jævne mellemrum at tage dem op og sortere de dårlige løg fra.
Hvis man vil gøre dette arbejde lidt lettere for sig selv, er det en fordel at sætte sine løg i løgbakker.

