Abonnementsartikel

I stedet for at have bar jord, der hele tiden skal luges, er det en god ide at gøre som naturen, og dække jorden med planter.

Sat med den rigtige afstand vil storkenæb for eksempel hurtigt vokse til så den på blot en enkelt vækstsæson dækker jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løvets bladmosaik er for de fleste arters vedkommende så tæt, at der ikke slipper noget lys igennem. Det betyder, at ukrudtet får ringe vækstbetingelser.

Dertil kommer, at storkenæb leverer fine blomster. Planten kan bruges til at dække større arealer for eksempel langs en indkørsel, eller den kan bruges som bunddække mellem buske eller roser.

Endnu bedre for de fleste haveejere er det sikkert, at den iberiske skovsnegl ikke er interesseret i den. Sandsynligvis fordi bladene har en lidt håret og ru overflade.

Blomstrer sent

Her sidst på sensommeren er der stadig nogle sorter af storkenæb, der blomstrer. Langt de fleste blomstrer i juni og lidt ind i juli, men der er heldigvis nogle, der bliver ved meget længere.

Tre gode bud på disse er geranium hybrid Anne Thompson, geranium oxonianum Rose Clair og geranium Jolly Bee.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anne Thompson

Geranium hybrid Anne Thompson er magentarød med sort øje. Den bliver 25 centimeter høj og blomstrer fra juli og helt hen i oktober.

Planten skal have sol, og plantes med ni planter pr. kvadratmeter. Det vil sige med en afstand på 33 centimeter mellem planterne.

Anne Thompson klarer sig bedst, hvis den plantes i foråret.

Rose Chair

Geranium oxonianum Rose Chair, der er lyserød med en fin mørk åretegning, bliver 30 centimeter høj og blomstrer fra juni og til frosten sætter ind.

Den trives med både sol og halvskygge, og bladene er friskgrønne og frodige med et særdeles tæt bladdække.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rose Clair er også velegnet til krukker. Den plantes med seks planter pr. kvadratmeter. Det vil sige med en afstand mellem planterne på 40 centimeter.

Jolly Bee

Geranium Jolly Bee er stærkt blå med hvidt øje og mørke støvdragere. Blomsten er mellem fire og fem centimeter i diameter.

Blomstringstiden strækker sig fra juni til oktober eller til når frosten kommer. Planten bliver op til 60 centimeter høj, og tåler sol og halvskygge.

Den skal plantes med seks planter pr. kvadratmeter. Det svarer til en afstand mellem planterne på 40 centimeter.

Gode og hurtige bunddækkeplanter

Storkenæb er nogle taknemmelige planter, der er nemme at få til at lykkes. De trives i almindelig god havejord, blot den er ren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med ren menes, at jorden skal være ren for flerårigt ukrudt som for eksempel skvalderkål og kvikgræs.

Hvis ikke jorden er ren til at starte med, er det spild af gode kræfter at plante bunddække. Men er jorden ren fra starten, skal der bare luges almindeligt i en til to vækstsæsoner.

Derefter er det minimalt, hvad der skal gøres – udover blot at nyde synet af de smukke ukrudtsbekæmpere.