Med modellen C4-Picasso skubbede Citroën til den omsiggribende mani med at forlænge forruden op over førerens hoved, så man kan kigge skråt op i himmelen.
Det er vældigt spektakulært, når man kører i alperne, og rart, hvis man gerne vil køre i en bil, der ser lidt anderledes ud end de andre. Flere konkurrenter har dog efterlignet denne detalje, men den vældige forrude er fortsat den designmæssige genistreg, der må give frankofile bilister hjertebanken.
Andre bilister vil nok kunne se tossestregen. For i hverdagen har man intet at bruge ovenlys til. I stedet trækker man de ekstra store solskærme frem for ikke at blive ristet af den bankende sol, som i forvejen har let spil i kabinen. Her er der er nemlig masser af glas og tynde stolper.
Desværre har Citroën så valgt at udstyre bilen med et airconditionanlæg, der i efter vores oplevelse er en kende underdimensioneret og derfor kørte på fuld kraft i testperioden, hvor solen skinnede bravt.
Flere tosserier
Hvad angår tossestreger er vi ikke færdige endnu:
En duftpatron er placeret lige under knappen til katastrofeblinket. Fint nok, men vi foretrækker at rulle vinduerne ned eller frabede os rygning i kabinen.
Den fulde kontrol over klimaanlægget sidder til venstre for rattet. Det må vel betyde, at Citroën ikke ønsker, at passageren skal være den, der bestemmer klimaet i kabinen?
”Håndbremsen” trækkes ikke, men betjenes via en kontakt øverst og midt for i instrumentbordet. Når bilen parkeres ”trækker” bilen automatisk i håndbremsen lige som f.eks. i Renault Espace. Men Citroëns version er en smule modvillig, når bilen skal i gang igen. Først når man træder insisterende på speederen, løsner den sit greb. Vi foretrækker en god gammeldags parkeringsbremse, indtil det nye og fikse virker som det skal.
I stedet for disse finurligheder kunne vi ønske os, at Citroën ofrede andre ting lidt større opmærksomhed.
For eksempel vinduerne, der afgiver en uklædelig pipelyd, når de kører op og ned. Heller ikke vinduesviskerne er lydefri, men rufler hen over ruden selv om den er rigelig våd.
Inden kritikken af franskmanden er overstået, må vi nævne det automatiserede gearskifte, som trods komforten alligevel ærgrer. Der er ikke tale om et konventionelt, automatisk gearskifte, men om en elektronisk styret robot, der i princippet udfører det arbejde, man selv skulle gøre med kobling og gearstang. Problemet er blot, at robotten ikke er særlig god. Det giver et lille ryk i kabinen, hver gang den kobler ud.
Genistreger
Tossestregerne og skæverterne opvejes dog af lige så mange genistreger. Citroën er dygtig til at skabe anderledes design, der også indeholder nyttige funktioner.
F.eks. rattet hvis nav står stille, når du drejer på rattet. Det gør rattet mere velegnet som instrumentpanel, og med en smule tilvænning kan man betjene de mange funktioner uden at tage øjnene fra vejen.
I bagagerummet er der selvfølgelig lys, men der er mere end det. Lyset kan tages ud af en holder, og wupti har man en genopladelig lommelygte.
Lastrummet er i øvrigt stort, og der er gjort et godt stykke arbejde for at gøre rummet brugbart. Der er således rigeligt med surrekroge, og under bunden finder man to opbevaringsrum, der kan låses af. De to rum hæver også lastrummets bund op i niveau med tærsklen, så man uhindret kan skubbe og trække gods ind og ud af lastrummet.
Stor i klassen
I modeller med aircondition er der en stor køleboks i midterkonsollen, og der er i øvrigt mange opbevaringsmuligheder til kuglepenne, mobiltelefon, nøgler og papirer.
C4 Grand Picasso er som navnet antyder en stor bil. Faktisk er den større end de andre sammenlignelige konkurrenter, og man kunne godt stille spørgsmålstegn ved, om Citroën har ladet motorkraften følge med den større vægt.
Testbilens to-liters diesel med 110 hk er dog udmærket, men gør ikke bilen synderlig hurtig i optrækket. På motorvejen er den kultiveret og støjsvag – og komforten suppleres med velstøttende sæder.
Citroën har altså leveret en praktisk pakkeløsning med masser af udstråling og et par mislyde, som andre ville kalde fransk charme.269701-1:
