Det er vel de færreste, der nogensinde har set en cykel af træ. Ikke desto mindre findes de, og de er tilmed både lette, stærke og yderst fleksible.
De første cykler i verden blev lavet af træ. Men det universelle materiale blev hurtigt erstattet af jern, stål og senere aluminium og karbon.
Fascinationen af træ som materiale får imidlertid stadig en række cykelfabrikanter og opfindsomme selvbyggere til at fremstille cykler, der er helt eller delvist lavet af træ.
Let og fleksibel
Træ udmærker sig ved på samme tid at være både let, stærkt og fleksibelt. Træs egenskaber kan derfor på mange måder måle sig med de traditionelle materialer for fremstilling af cykler.
Et problem kan imidlertid være at træ kan gå i forrådnelse og forgå ligesom andre produkter fra naturen.
Bæredygtig transport
En cykel fremstillet i træ vil virkelig sætte trumf på cyklen som et Co2-venligt alternativ til bilen. Men man skal nok alligevel ikke forvente at træcyklen kommer til at give bilen baghjul.
Professionelt fremstillede træcykler er nemlig ret bekostelige, og det er derfor tvivlsomt, om træcykler i fremtiden vil give et markant præg i det cyklende hverdagsbillede.
Svære at finde
Cyklerne laves af dygtige designere, entusiaster og feinschmeckere, der med stor omhu udvælger træ og forarbejder materialet til de flotte cykler.
I Danmark findes der kun ganske få producenter af træcykler, og de producerer kun deres eksemplarer i et meget begrænset omfang.
På www.trae.dk kan man imidlertid finde links til en række hjemmesider, der viser både professionelt fremstillede cykler og hjemmelavede træcykler
