Maskulint kontra feminint og råt mod elegant. Det er kun fantasien, der sætter grænser, når familiens badeværelse skal indrettes. Det åbner for et væld af individuelle indretningsløsninger.
Med en bred palet af farver, der spænder fra støvet blå over udtryksfuld rød til karakterfuld sort, lancerer Dansani nu Calidris Colour, som er en serie af kompromisløse møbler og markante vaske, der giver mulighed for at skabe nye, spændende udtryk på badeværelset.
Individuelle kontraster
Dansanis nye serie er snedkerkvalitet i særklasse, og med rene, kvadratiske former er møblernes mål og proportioner gennemtænkt ned til mindste detalje.
Derfor lader designet ingen overflødige elementer forstyrre den enkelhed, som skulpturelt hviler over møblerne.
Højglansfarverne spiller samtidig perfekt sammen med de affasede skabssider i hvid højglans, varm teak eller lys eg og giver mulighed for spændende indretning i badet.
Indret lyst og let med moduler i eg og cremefarvede låger eller lad teak og lime bane vejen for markante kontraster.
Fantastiske farvespil
Calidris Colour byder på syv stærke farver, som med hver sin styrke lader badeværelset fortælle sin helt egen historie.
Alene står farverne skarpt og udtryksfuldt, mens de i samspil med hinanden skaber nye udtryk og spændende kontraster.
Indret for eksempel newyorker-lejligheden med et råt og maskulint badeværelse med låger i sort højglans, og giv de sorte flader et feminint modspil med tapet-mønstrede dekorationer. Eller vælg den dybrøde Flame i villaens familiebad og skab en glad og indbydende indretning med plads til både mor, far og børn.
Organiske teksturer
Med låger i højglans skaber de fantastiske farver dynamik i indretningen, når levende lys og lamper spejles i overfladerne.
De blanke flader møder samtidig modspil i teksturen, hvor træets åretegninger og smukke strukturer vækker sanserne og skaber en organisk stemning på badeværelset.
Er smagen mere afdæmpet, giver den lyse Topas med sandfarvede låger mulighed for at skabe et diskret udtryk, ligesom markante toner i grøn og orange kan dæmpes med moduler i teak og diskrete detaljer.
Calidris Colour indeholder syv spændende farver; (Bianco) hvid, (Nero) sort, (Topas) sand, (Bermuda) blå, (Mandarin) orange, (Lime) limegrøn og (Flame) rød.
Møblerne er opbygget omkring kvadratets rene form, og de samme linjer går igen i skuffer, låger vaske og tilbehør.
Bag design og formgivning står designerduoen Vecht & Kjær.
Dansanis møbelserier og produkter forhandles gennem førende VVS-forhandlere.

