Nordisk Dæk Import præsenterer nu den nyudviklede Alliance 85-serie, som fint matcher de forhold, der bydes på i dansk landbrug.
Per Merstrand, der er slagskoordinator for landbrug hos Nordisk Dæk Import, siger om serien:
- Det bedste fra Alliances 30 års erfaring i udvikling og produktion af traktor-radialdæk er samlet i den nye 85-serie, som både har det rette greb i marken under alle forhold samt evnerne til at ”løbe” hurtigt på landevejen.
Bid i vådt og smattet føre
I marken yder Alliance 85 maksimalt – ikke mindst under våde og smattede forhold. Dækket har en høj selvrensende effekt, og den store dækvolumen giver et bredt fodaftryk og en fornem jordkontakt.
Resultatet er minimalt jordtryk og stor trækkraft.
Kraft, stabilitet og komfort
Samtidig er Alliance 85 et stabilt og komfortabelt dæk at have under traktoren, når der er fart på. Serien er udviklet til at matche hastighedsindeks D (65 km/t), så den travle og produktive landmand kan roligt geare op, når han bevæger sig fra marken og ud på mere fast underlag.
- Alliance 85-serien er fremstillet i en speciel gummiblanding i topkvalitet. Det yder fornemt under varierende forhold, og skal jeg sætte tre nøgleord på Alliance 85 må det blive ”kraft”, ”stabilitet” og ”komfort”, siger Per Merstrand.
Alliance 85-serien fås foreløbig i 14 dimensioner, og flere følger i løbet af 2008.
