Det begyndte som et lille projekt i år 2000, hvor tre lokale bæravlere sammen med kokken Søren Ørum gjorde de første spæde forsøg hjemme ved kogegryderne.
Efter at have kogt, smagt og snuset i flere måneder nåede de i fællesskab frem til den helt rigtige smag og konsistens.
Resultatet er en marmelade med jordbær og en med solbær.
Vinder af ”Irmas varevalg”
Rygtet om marmeladens kvalitet har imidlertid spredt sig, og sidste år vandt Samsø Marmelade ”Irmas varevalg”.
Konkurrencen havde til formål at finde nye leverandører af kvalitetsprodukter til den københavnske supermarkedskæde.
Samsø Marmelade forhandles nu i Irmas 73 butikker på Sjælland samt i en række specialforretninger over hele landet. Alene i 2007 er salget af Samsø Marmelade steget med op mod 60 procent i forhold til sidste år.
Citronsaft fremhæver aromaen
Udover det store distributionsnet skyldes den stigende popularitet også, at Samsø Marmelade har en kraftig og aromatisk smag.
De to marmeladetyper tager nemlig udgangspunkt i de gamle opskrifter, hvor smag og konsistens sættes i højsædet.
- Vores mål har hele tiden været at få den smag på glas, som kendetegner marmeladen fra gamle dage. Indholdet af frugt er stort, og for at fremhæve aromaen og holde sukkeret i skak har vi brugt citronsaft. Det giver en marmelade, som smager af sommer og dufter himmelsk af bær, siger Aage Madsen, der er bæravler og en af de lokale ildsjæle bag Samsø Marmelade.
Bær kommer fra Samsø
Det er dog ikke kun den særlige opskrift, som er skyld i marmeladens gode smag. Samsø Marmelade produceres udelukkende af øens egne bær, og det giver producenterne sikkerhed for, at kvaliteten af bær altid er i top.
Samtidig bliver der brugt én speciel sort til hver marmelade.
- Vi er meget kritiske i valg af bær. Jordbærmarmeladen bliver for eksempel kun lavet på små Honeye jordbær, fordi de har en særlig sød og kraftig smag. Det samme gælder solbærrene, som er af sorten Ben Lomond, oplyseer Aage Madsen.
Flere varianter på vej
Den store succes med marmelade af solbær og jordbær har givet de lokale ildsjæle blod på tanden til også at give sig i kast med andre varianter.
- Allerede næste år regner vi med at lancere Samsø hindbærmarmelade. Vi har eksperimenteret med forskellige sorter og har nu fundet frem til den helt rigtige smag og konsistens. Herudover leger vi også med ideen om en hybenmarmelade, som er lavet på øens vilde bær, siger Aage Madsen.
Marmeladen kan købes i glas af 400 gram enkeltvis eller i kartoner af 12 stk. Som gaveartikel kan købes et glas jordbærmarmelade og et glas solbærmarmelade i en lille trækasse.
