Rejstrup Savværk fra Rejstrup ved Randers tilbyder ny håndbyggede havehuse som et alternativ til de traditionelle præfabrikerede løsningervHusene klinkbygges i groft tildannede, brede og uregelmæssige planker i douglas. Derfor er der aldrig to huse, der bliver ens. Samtidig bliver størrelse, anvendelse, udformning og evt. indretning aftalt individuelt med kunden fra gang til gang.
Husene kan anvendes til mange formål – for eksempel grillhytte, bålhus, redskabsrum, brændeskur, som shelter, te-pavillon, udsigtssted, vinteropbevaring af havemøbler, udendørs ”gildestue” osv.
De kan fås åbne (kun med tag) eller beklædt med sider i lærk eller douglas, evt. sejldug.
Sammen med Rejstrup Savværk ligger i øvrigt firmaet ”Lillebjørn”, der har specialiseret sig i udvikling og produktion af legeredskaber og legepladser i samme håndbyggede kvalitet som havehusene. Til børnenes ”hjørne” i haven finder man bl.a. et gyngestativ og et legehus.
Rejstrup Savværk startede i 1982 som et lille gårdsavværk, der udelukkende beskæftigede sig med at forarbejde træstammer fra de omkringliggende gårde. I dag købes træet opskåret, og man koncentrerer sig primært om den håndværksmæssige produktion på værkstedet.
