Abonnementsartikel

Har du et vandhul på din jord – eller overvejer du at lave et?

Hvorfor så ikke udsætte flodkrebs, foreslår Danmarks Krebseavlerforening, en lille udsøgt skare af krebsekendere, der arbejder på at udbrede kendskabet til flodkrebsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flodkrebsen har eksisteret siden istiden, og levede oprindeligt i stort tal i enhver sø, å, bæk, mergelgrav eller grusgrav.

Men gennem årene er bestanden reduceret, simpelthen fordi landbrugets effektivisering udslettede en række af krebsens naturlige levesteder.

Men udviklingen er vendt – mange steder etableres nye vandhuller, eller de gamle renses op. Og her kan flodkrebsen spille en vigtig rolle.

Krebsen kræver nemlig rent vand og kan i nogen grad selv være med til at holde vandkvaliteten i orden. Den æder en mængde af de organiske materialer, som med tiden kan omdanne et vandhul til et mudderhul – blade, døde vandplanter med mere.

Krebsegilde

Og så er der jo den behagelige sidegevinst, at krebsen kan spises – som svenskerne har gjort i århundreder netop på denne årstid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved deres berømte eller endda berygtede krebsekalaser - eller som det hedder på svensk: ”kräftskiva” – skylles kilovis af kogte, glinsende røde krebs ned med rå mængder af øl og snaps, sammen med brød, salat, mayonnaise og nye kartofler kogt med dild.

Der skal nogle stykker til – for en velvoksen krebs på 10-12 cm giver kun et stykke kød på størrelse med en halv lillefinger.

Den tradition ser medlemmerne af Danmarks Krebseavlerforening gerne indført i Danmark.

- Men der er jo ingen der siger, at vi skal være lige så fulde som svenskerne, siger Kim Thomsen fra Skamby på Fyn med et lunt smil.

For hygge og for alvor

Han er formand for Danmarks Krebseavlerforening, som blev stiftet for ti år siden, og har cirka 100 medlemmer. Foreningen arbejder med at udbrede kendskabet til krebse-avl, og måske med tiden få opbygget en lille professionel niche af krebseavlere, der kan konkurrere med de importerede, dybfrosne krebs, som restauranter oftest serverer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er absolut et marked – men lige nu er problemet, at vi ikke kan garantere faste leverancer af en vis størrelse, siger Kim Thomsen.

På sin jord har han gennem årene anlagt op til flere vandhuller og udsat krebs.

- Og jeg har begået alle de fejl, man overhovedet kan, indrømmer han, og tager journalisten med på en rundtur til dammene.

De ældste er fuldstændig tilgroede med planter – af arter, som absolut ikke må være i en krebse-sø.

Dunhammer for eksempel – eller vandplanten krebseklo, som ganske vist har den fordel, at den kan være med til at rense vandet for næringsstoffer. Til gengæld spreder den sig hurtigt, ag kan hurtigt lukke vandspejlet fuldstændig til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så lukker den for lyset og for iltningen af vandet, og med tiden uddør krebsene

- Jamen jeg puttede jo bare nogle planter i vandet, så det kunne komme til at se pænt ud. Med tiden har jeg lært et og andet, griner Kim Thomsen.

Ved den sidste af dammen kan man se resultaterne af lærdommen.

Dagen i forvejen har Kim Thomsen lagt et par ruser ud.

Han trækker dem op, åbner dem og krebsene myldrer ud med en karakteristisk tikkende lyd fra kløer og skjolde, der støder sammen.. De sætter straks kurs mod vandet og forsvinder i dybet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jovist er der dømt krebsekalas i denne sommer.

Sådan gør du

Har nogen af læserne fået lyst til at forsøge sig med at avle krebs – så står Kim Thomsen og resten af foreningen klar med gode råd.

Det gælder om at gå rigtigt til værks. Først og fremmest: Spørg myndighederne om lov – foreningen hjælper gerne med vejledning. Og det er også muligt at få konsulentbistand under selve anlægget af vandhullet

Først og fremmest gælder det om at finde eller grave et egnet vandhul af en vis størrelse – fra 200 kvadratmeter og opefter

Vandet skal have en pH-værdi på omkring syv, der skal være en fast bund, der må ikke være tilløb fra landbrugsjord, og der må ikke være for mange træer omkring. Når de rigtige planter er på plads, og vandmiljøet er i orden, er det på tide at forsøge sig med at udsætte yngel eller voksne krebs til udsætning. Der er endda muligheder for at få tilskud til udsætning af flodkrebs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så er det blot at vente og se.

Du kan læse mere på hjemmesiden flodkrebs.dk.