For børn og voksne med sans for traktorer og landbrugsmaskiner er grisestalden hos Gitte og Per Lund, der bor ved Vemb vest for Holstebro, et sandt eldorado.
Stalden rummer nemlig ikke grise, men legetøj.
Traktorer, mejetærskere og landbrugsmaskiner, som er tro kopier af rigtige maskiner.
I seks år har Gitte Lund nemlig drevet sin egen butik, hvor hun forhandler legetøj fra det hollandske firma Farming Toys.- Det var faktisk det hollandske maskinfirma Vredos danske afdeling i Sønder Nissum, hvor min mand er montør, der startede med at importere Farming Toys-legetøjet. Men af forskellige grunde blev der ikke rigtig gjort noget ved det, og lageret stod bare i et udhus og støvede til. Jeg var blevet tilbudt at overtage forhandlingen, men det blev først alvor, da naboen, som havde lejet vores grisestald, kom og sagde lejemålet op. Så var jeg blevet varm på det og slog til, fortæller Gitte Lund, der driver butikken ved siden af sit job som rengøringsassistent.
Kunder fra hele landet
Gennem årene har hun fået kunder fra hele landet.
- Jeg har også mange faste kunder - og det er ikke bare landbo-børn, der leger med det. Også børn fra stenbroen elsker traktorer og maskiner, siger Gitte Lund, der ud over den fysiske butik også driver netbutikken farming-toys.dk.
Udover modeller fra Farming Toys er der også varer fra tyske Bruder samt det engelske mærke Britain, der for år tilbage var meget populært, og nu synes at være på vej op igen. En gang om året pakker Gitte Lund en del af butikken ned i kasser og drager til Landsskuet i Herning, hvor der er stor interesse for hendes stand.
Samle-objekter
Og det er skam ikke bare børn, der synes, at modellerne er flotte. Der er også voksne, der samler på dem, og gerne skal have de sidste nye modeller.
Også Gittes mand er begyndt at samle, med forkærlighed for traktorer fra Case IH, som han selv har i ”voksen” udgave.
- Han var ikke så interesseret i begyndelsen, men jeg har da bemærket at der ”forsvinder” noget, når jeg får nye modeller hjem, smiler Gitte Lund.
Også modeller af veteran-traktorer, som den hæderkronede grå Ferguson, er populære.
- Det er ofte konen eller børnene, der kommer og køber en af dem som gave til farmand, der selv har eller haft sådan én engang, siger Gitte Lund.
