Husker du artiklen i Fritidsmarkedet i juni, hvor vi fortalte om Henrik og Marianne Hornshøj fra Thise på Mors, der havde importeret en ægte mustang-hest fra USA?
Det viste sig, at hesten, Emmylou, var med føl. Og 1. oktober nedkom hun med Danmarks først mustang-føl, en fin lille hingst, der har fået navnet Hurricane.
Det betyder orkan. Og det er der en grund til.
- Han er en rigtig krudtugle, der farer rundt. Han er helt sin egen herre, og ved godt hvad han vil og ikke vil. Så vi har ret hurtigt været nødt til at lægge grime på ham, så vi kan styre ham, lyder det fra Marianne og Henrik Hornshøj, der glæder sig over det nye familiemedlem.
Familien planlægger at holde åbent hus i begyndelsen af november. Her kan alle interesserede få lov at se nærmere på Emmylou og Hurricane.
Men ikke nok med det. Fra USA ankommer Hurricanes far, Stormy, samt fem nye mustang-hopper, som skal danne grundstamme i den fremtidige avl.
På rejsen ledsages de af den amerikanske mustang-træner, Tim Delsman, som har trænet alle hestene. Ved arrangementet vil han demonstrere, hvordan han træner de oprindeligt vilde heste.
Du kan læse mere på hjemmesiden <a href="http://www.us-mustang.com/" target="_blank">www.us-mustang.com</a> . Her kan du også via webcam se Emmylou og Hurricane i fuldt vigør.
