Abonnementsartikel

Hollandske Jaco Van der Molen flyttede for tre år siden til Danmark sammen med sin Familie. Drømmen var at etablere sig på landet med hus og et lille stykke jord. Og så var drømmen at kunne holde får.

- Vi kunne rigtige godt lide Danmark og købte for to år siden ejendommen her, som har 2,8 ha fordelt på to jordlodder, fortæller Jaco Van der Molen på fejlfrit dansk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til daglig er han lastbilchauffør, mens hustruen Feya Van der Molen er social- og sundhedsassistent.

- Jeg har altid drømt at holde får, når jeg fik mit eget. For to år siden købte vi stedet her, og så skulle det være, fortæller Jaco Van der Molen.

Han brugte inden valget af får meget tid med søgninger på internettet.

- Her fandt jeg frem til suffolk-racen, som jeg mener er den flotteste fårerace, mener Jaco Van der Molen.

Racen er særligt kendetegnet ved de sorte hår, som dækker ansigt og ører, og har ry for at give en meget god kødkvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Etablering af fårehold

Jaco Van der Molen fandt frem til Dansk Suffolk Forening på internettet og fandt en fåreavler på egnen som havde får af suffolk-racen.

- Jeg besøgte fåreavleren og snakkede med ham for at få erfaringer. Jeg snakkede også med en konsulent fra Dansk Fåreavl og meldte mig ind i både Dansk Fåreavl og Suffolk-foreningen, fortæller Jaco Van der Molen.

Der var meget at holde styr på i opstarten, da han startede op med 10 Suffolk-får.

- Efter en del læsning var det registreringen en overkommelig opgave. Men med dyrlægen blev jeg overrasket. Det er meget dyrt at få besøg af dyrlægen i forhold til fårenes værdi, vurderer Jaco Van der Molen.

Han har selv været på kursus i medicinhåndtering og har lært at give vaccinationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Får får lam

I foråret 2008 kom den første belønning for fåreholdet: 13 lam på seks moderfår. Tre blev slagtet, mens resten blev på gården eller solgt videre til avl. Det var en begivenhed, som samlede hele familien.

- Vi har tre børn på syv, ni og 11 år, som alle er meget interesserede i fårene og hjælper til med at passe og fodre dyrene, siger Jaco Van der Molen.

Trods den korte tid med fårene har den nye hobby bidt sig fast. Jaco Van der Molen har ikke dyrene fordi de giver en god lammesteg på bordet.

- Det er blevet rigtig spændende at sætte sig ind i arbejdet og få viden om fårene samtidig med at det har givet et nyt netværk. Jeg vil gerne i fremtiden arbejde med avlen og være med til at skabe nogle sunde og flotte dyr, siger han.

Er man interesseret i at vide mere om får, kan man på www.sheep.dk finde mange oplysninger om fåravl.