Abonnementsartikel

Døre og porte bliver i løbet af få år et trist syn uden eftersyn, træbeskyttelse og smøring. Produktionschef i Jyde Port, Henning Obbekær fortæller, at man med et eftersyn to gange årligt kan man sikre sig, at man både har en flot og funktionsdygtig dør og port. Hos Jyde Port har man i mere end 30 år produceret døre og porte med en overvægt af produkter fremstillet i træ.

Malede flader

- Med malede døre og porte bør man holde øje med, om der er forandringer i overfladen. Er malingen revnet, skaller den af eller er der bobler under malingen, så er det på tide at gøre noget, fortæller Henning Obbekær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis der er opstået bobler under malingen, kan det være et tegn på, at der er noget galt med træet. Skaller malingen af, eller er der revner i malingen er det sol og vejret, som har været på spil.

- Malingen skal fjernes. Nogle skraber det af, men det er også en god idé at få slebet hen over malingrester for at undgå synlige overgange, når man maler igen, siger Henning Obbekær.

Han opfordrer folk til at tage kontakt til det sted, man købte porten eller døren for at få at vide, hvilken type maling, som kan bruges.

Ædeltræ kræver olie

Ædeltræsdøre og -porte kræver jævnlig oliering.

- Hos Jyde Port giver vi en grundig grundoliering med to gange kraftig mætning fra fabrikken. Men det er vigtigt at behandlingen fortsætter ude hos kunden, siger Henning Obbekær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Allerede når man får sat sin port eller dør op, bør man straks give en oliebehandling af træet.

- Brug den korrekte type olie og lad porten eller døren stå nærmest blank de første to år med masser af olie. De første to år er den vigtigste tid hvis man skal passe godt på sine døre og porte, siger Henning Obbekær.

Efter de første to år kan man nøjes med at give port og dør to gange årligt henholdsvis i det tidlige forrår og det sene efterår inden fugten får overtaget.

Frem med smørekanden

De mekaniske dele står også på listen over gøremål.

- Alle kører deres bil på værksted for at være sikker på, at den bliver ved med at køre. Man burde tænke det samme om sine døre og porte, opfordrer Henning Obbekær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle mekaniske dele skal ses efter et par gange om året.

- Alle hængsler skal gåes efter med en god fedtspray, som ikke tiltrækker støv, siger Henning Obbekær.

Har man en grus i sin indkørsel vil det give behov for at smøre oftere end en indkørsel med fliser eller asfalt.