Havens arbejde i marts er starten på en ny sæson, som starter med oprydning og forberedelser.
Den vinter, vi har været igennem indtil nu, tyder ikke på de store skader på planterne og næsten ingen tilbagefrysninger. Det betyder, at det er begrænset hvor mange visne grene som skal klippes væk, men en udtynding af buske og træer, kan sagtens nås endnu i marts.
Der findes en del tidligt blomstrende buske, som ikke kan undværes i haven og som er rigtige bebudere om forårets komme.
Troldnøden ? mange sorter
En af mine yndlingsbuske er Troldnøden, der nogle år starter sin blomstring allerede i december hvor de første knopper springer ud, til helt hen i marts/april hvor den afslutter sin blomstring.
Der findes en del forskellige sorter med forskellige farver og nuancer: Hamamelis Arnold Promise, rigtblomstrende, med store gule blomster. Hamamelis Westerstede, med lysegule blomster. Efterårsløv - gul til kobberrød, kraftig vækst. Hamamelis Pallida, der får lysegule blomster, som er duftende. Hamamelis Diana, den bedste af de røde sorter, med bronzerøde blomster. Dertil mange flere.
Trives bedst i halvskygge
De fleste Troldnødder bliver ca. 1,5 - 2 meter høje og trives i halvskygge under større træer og kan derfor finde anvendelse i mange landbohaver, hvor de nedfaldne blade fra træerne vil give en kompost lignende jordbund.
Jeg vil foretrække, at planten sættes, hvor den ses inde fra huset, da man så kan nyde plantens udfoldelse, fra først på vinteren til hen i foråret.
Troldnødderne har også en flot efterårsfarve, fra det gule over i de røde farver.
I haven kan Troldnød klare både sol og skygge og tåler udmærket frosten, men den ynder et ikke alt for vind-udsat sted. Den stiller ikke de store krav til jordbunden, men trives dog godt i en god løs skovbundsjord, så et godt kompostdække de første år er en fordel.
Det klæder Troldnøden med et bunddække af tidlige forårsløg, som vintergækker, erantis og krokus. Det er smukt og dette miljø bliver et tidligt paradis for insekterne. Det kan være en ide at underplante med bregner. De kan tage over, når løgene er afblomstret. Sammen skaber disse planter et frodigt og smukt miljø.
Plantning af hæk
Det var lidt om Troldnøden og de tidligt blomstrende forårsløg, men der skal jo også til at være andre aktiviteter i haven og her er hækplantningen noget af det første man går i gang med. Ja faktisk er det plantning af alle de planter, vi kalder for barrodsplanter.
Disse planter har ikke nogen jordklump i form af potte eller net omkring, men kun de nøgne rødder, så de skal simpelthen plantes inden de springer ud og får blade, hvilket vil sige inden 1. maj.
Der graves en dyb rende til hækplanterne så rødderne kan komme til at stå lodret i hullet og ikke filtres sammen. Herved undgår man at planten tørre ud, da den har mulighed for at hente fugtighed længere nede i jorden.
En god ide til opgravning ved større plantninger er at entrere med en kabelgraver. Den er rigtig god til at lave en planterende med, da jorden løsnes langt ned.
