Hårdføre, nøjsomme og i stand til at læmme uden hjælp og selv beskytte lammene. Det er egenskaber, der er karakteristiske for det danske hedefår eller klitfåret, som racen også er blevet kaldt efter den lokalitet, hvor de levede.
I dag er der ikke mange af den oprindelige danske landrace tilbage. Foreningen til bevarelse af Hvidhovedet Marsk får, Landfår og Ertebøllefår regner med to hovedlinjer af det gamle danske landracefår, nemlig Hulsig-linjen efter Hulsig ved Skagen og Ertebøllelinjen efter landsbyen ved Limfjorden. Den gamle Vesterbølle-linje, der har navn efter landsbyen Vesterbølle i Vesthimmerland er efterhånden krydset ind i Hulsig-linjen.
Fælles for Dansk Landrace-fårene er, at de alle har de egenskaber, der skal til for at klare sig selv i naturen. Fårene kan leve af det, de finder i skoven, på heden eller i klitten. De æder typisk den uønskede vegetation, så marehalm og hedelyng ikke kvæles af indvandrede græsser og andre planter, der nyder godt af den luft- og vandbårne kvælstofforurening af naturen.
Stor Ertebøllebesætning
Familien Kortegaard Becker i Strandby syd for Løgstør har Danmarks største bestand af Ertebøllefåret med omkring 120 moderdyr. Når de har læmmet og lammene er et par uger gamle, bliver de typisk sat ud på en naturlokalitet, hvor man gerne vil bevare den naturlige vegetation.
- Fårene er gode til naturpleje, fordi de søger mange forskellige fødeemner i løbet af en dag. Vi har ikke selv prøvet med at have får i skoven, men i en ældre skov kan de holde underskoven nede. Vi bruger fårene til hedepleje, hvor de for eksempel æder den gyvel, der ellers ville kvæle lyngen. Dyrene bliver faktisk så glade for den grove føde, at de foretrækker gyvel frem for kløvergræs, når vi tager den hjem igen, fortæller Jakob Kortegaard.
Man siger normalt, at får ikke egner sig til naturpleje af engområder, fordi fårene æder de urter og blomster, man gerne vil beskytte.
- Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Vi har selv 10 hektar fredet eng. Her vokser den sjældne priklæbet gøgeurt, der er på rødlisten over truede arter. Den kan ikke tåle, at engene gror til, så derfor skal de græsses af. Fårene æder stort set alt, så derfor venter vi med at sætte dem ud på engen, indtil gøgeurten er afblomstret. Indtil da har vi heste eller kreaturer til at afgræsse, forklarer Jakob Kortegaard.
Bekæmpelse af bjørneklo
Fårene er også glimrende til at bekæmpe den frýgtede bjørneklo, der nogle steder truer med at kvæle al anden vegetation.
- Vores får bekæmper for eksempel bjørneklo for Vesthimmerlands Kommune i et dalstrøg, der løber uden om Aars. Vi har også solgt en besætning til et fåreholderlaug i Barmer ved Sebbesund, hvor fårene også æder bjørnekloen. Faktisk er de så glade for bjørneklo, at de gnaver rødderne væk 10 centimeter ned i jorden, siger Jakob Kortegaard.
- Vi har også får på strandengene ved Risgårde syd for Strandby. Her er det bekæmpelse af tagrør og hybenrose samt almindelig nedgræsning af engene, det handler om. Det gælder også de får, vi har solgt til et andet fåreholderlaug i landsbyen Rødding ved Viborg. Her plejer fårene en eng ned til Rødding Sø, supplerer Anne Becker.
Fårene sættes normalt ud i løbet af maj måned, når lammene kan klare sig. Derefter går dyrene uforstyrrede og passer sig selv og naturen indtil august-september, hvor moderfårene skilles fra, mens lammene får lov til at fortsætte i naturen frem til november-december, hvorefter de sendes til slagteren.
- Men sådan et lam, der har gået ude helle sommeren, kan blive lige så sky som en hjort. De står på 100 meters afstand og holder øje med og. Nærmer vi os, løber de væk. Derfor kunne vi ikke klare os uden vores hyrdehund Maggie, der er en border collie. Hun henter de sky får uden problemer. De prøver kun at løbe fra hende en gang, så gør de det aldrig mere, fortæller Jakob Kortegaard.
