Det var med nød og næppe, at en af de to tilbageværende bestande af det danske landracefår - eller hedefår, som racen også er blevet kaldt - blev reddet, inden de helt døde ud. Syv hundyr og en gammel vædder var alt, hvad der var tilbage af de gamle danske landfår hos et gammelt ægtepar i Ertebølle ved Limfjorden.
Den anden bestand, fra Hulsig ved Skagen, var ikke meget mere bevendt, men med et målrettet bevarings- og avlsarbejde ser det nu ud til at lykkes at bevare den nøjsomme danske fårerace, der først og fremmest levede på de udstrakte jyske heder.
- Vi mener naturligvis, at Ertebøllelinjen rummer de mest oprindelige gener fra den oprindelige Dansk Landrace, men man kan nok finde ejere af får fra Hulsig-linjen, der mener det modsatte, siger Jakob Kortegaard.
Sammen med sin kone Anne har Jakob Kortegaard i dag den største besætning af får af Ertebøllelinjen. Og det er der en helt naturlig forklaring på:
- Jeg er født her på Engdal, og det var min far, der af forpagteren på Bjørnsholm (det nuværende Vitskøl Kloster. red.) fik at vide, at der gik nogle få af de gamle danske får i Ertebølle. Han købte den lille besætning, fortæller Jakob Kortegaard.
Fra syv til 120 moderfår
Dermed begyndte det bevaringsarbejde, som Jakob Kortegaard og hans kone, Anne Becher har ført videre, siden de købte Engdal i nærheden af Strandby i 2003.
- Da vi overtog gården efter min far, var besætningen vokset til 35 moderfår, og i dag er der omkring 120 moderfår på Engdal. De senere år er der kommet en halv snes andre besætninger med Ertebøllefår, mest i Jylland. Sammenlagt har de omkring 80 moderfår, siger Jakob Kortegaard.
Både Anne og Jakob Kortegaard arbejder som gymnasielærere med kemi og biologi som speciale, og de lægger ikke skjul på, at arbejdet med fårene er en bibeskæftigelse, som de ikke regner med at kunne leve af på noget tidspunkt.
- Man kan godt leve af at have får, men så skal det hele speedes op i et meget højere gear, siger Jakob Kortegaard.
Veltilrettelagt avlsarbejde
Foreløbig er det avlsarbejdet og kødproduktionen, ægteparret går mest op i, når det gælder fårene.
- Vi har etableret syv underlinjer, én for hvert af de gamle moderfår. Vi har otte væddere i brug hvert år, som vi roterer mellem linjerne, så det hvert år er en ny vædder, der er far til lammene. På den måde arbejder vi bevidst på at fjerne den indavl, der ellers let kunne blive resultatet, fordi antallet af moderfår var så langt nede, forklarer Jakob Kortegaard.
For ham gælder det først og fremmest om at bevare nogle af racens gode egenskaber.
- Vores får har nogle af de oprindelige egenskaber, som vi vil sikre. Dansk Landracefår er i stand til at finde føden på meget sparsomme jorder. De er meget nøjsomme. Faktisk trives de bedst på hedearealer. Samtidig er de gode til at læmme og passe deres lam selv. Har fårene ikke disse egenskaber, sorterer vi dem ud af avlen.
Så det er ikke kødproduktionen, der har første prioritet. Dansk Landrace har en tilvækst på omkring 200 gram per dag på lynghedearealer, mens de egentlige kødracer nemt når op på den dobbelte kødtilvækst.
Stigning i kødsalget
- Det er første år, vi er oppe på 120 moderfår. De får i gennemsnit halvandet lam, så det er en stigning i forhold til sidste år, hvor vi solgte 110 dyr. Køberne er private mennesker, der selv henter kødet direkte hos slagteren, så vi håndterer ikke selv kødet. For os løber det rundt, men vi skal ikke sætte timelønnen ret højt, indrømmer Jakob Kortegaard.
Familien har for nylig lagt mere jord til ejendommen, og det har gjort det muligt selv at avle tilstrækkeligt med vinterfoder til fårene. På den måde er det muligt at omlægge gården til økologisk dyrehold. Det er en proces, der har varet nogle år, men fra 1. maj i år er Engdal berettiget til at bruge det røde Ø-mærke på kødet.
På Engdal er det først og fremmest lysten, der driver værket. Og familien har lyst til får. Derfor er Jakob Kortegaard også formand for Foreningen til bevarelse af Hvidhovedet Marsk får, Landfår og Ertebøllefår og ordførende for husdyrgruppen får og ged i NordGen, der er en organisation, som arbejder for at bevare de oprindelige husdyrracer.
