Når efteråret nærmer sig er det tid til at give græsplænen en ansigtsløftning. Hvis mos og ukrudt er ved at tage livet af græsplanterne i plænen, eller hvis plænen er blevet ujævn, kan græs og plæne hjælpes på vej med enkle tiltag.
Det kræver lidt arbejde, men resultatet er effektivt. Første trin er at tage en vertikalskærer frem. Den kører man hen over plænen, som når man klipper græs. Maskinen løsner mos og ukrudt, og det kan se voldsomt ud, når plænen rykkes op, men græsplanterne bliver i jorden. Bagefter river man alt det afrevne materiale sammen, og tager turen maskinen en gang til. Denne gang skal man gå på tværs af den retning, man gik første gang. Selvom plænen nu ser temmelig ødelagt ud, så er det det første skridt til at give græsplanter mulighed for at udvikles.
Man kan gøre græsset en ekstra tjeneste ved at fordele et par centimeter ekstra muldlag. Det kan give ekstra energi til plænen, og med mulden kan man jævne plænen på steder, hvor den er ujævn. Når muldlaget er lagt, kan man bruge en rive med takkerne vendt opad til at fordele mulden og sørge for, at mulden ikke klumper.
Bagefter kan der fordeles nye græsfrø, vælg en blanding, som sikrer en fin plæne og med tidlige og sene græsser, som kan give en helhed i plænen, både fra om foråret til henover sommeren. Især tidlige sorter er vigtige at have i blandingen, da de kan udkonkurrere ukrudt eller andre frø, som måtte ligge i plænen. Mængden skal cirka svare til den halve af mængden til at etablere en ny græsplæne.
