Imod alle odds er det lykkes at omdanne en tidligere grusgrav i Rom ved Lemvig til en naturperle. Det har taget flere årtier, og i dette efterår blev arbejdet belønnet, da området blev tildelt Jægernes Naturpris.
Prisen modtog ejeren af området Hartvig B. Nielsen for sit livslange arbejde med at omdanne ca. 153 tønder land gold grusgrav til en oase for krondyr og andet vildt. Hartvig B. Nielsen har været ansat i området i omkring 40 år som leder af den daværende grusgrav og asfaltfabrik, som NCC Roads har drevet. Siden år 2000 har han også været ejer af området.
Stort arbejde
Gravearbejdet i grusgraven begyndte omkring 1946 og fortsatte frem til midten af 1990?erne, hvor området var udtømt for materialer. Her blev sandet først jævnet, og bagefter blev der fyldt et muldlag på, så det blev muligt at plante området til med træer og hegn. Det har blandt andet givet pattedyr og fugle læ. I det barske nordvestjyske klima, har arbejdet været en kamp mod vind og vejr. Her ved Lemvig er der fra naturens side ikke de bedste læforhold. Alligevel er det lykkedes så godt, at området i dag fremstår som det foretrukne opholdssted for både kron- og råvildt ligesom snepper også findes i store mængder.
Stor planterigdom
Skoven indeholder i dag både produktionsskov og lystskov. Den er plantet til med mere end 50 forskellige arter af træer og buske på arealet, hvor der også er mange lysninger og vildtagre. Hartvig B. Nielsen passer og plejer agrene, så der er et godt fødegrundlag for en større vildtbestand. I dag er skoven og den tilhørende gård, Sdr. Dubgaard, udlagt som fredsskov. Området blev også hædret i 1990, hvor NCC modtog Natur- og Råstofprisen for reetablering af området.
