En specialist i at give grusveje en gang høvl må vel også kunne finde ud af at jævne en ridebane, tænkte maskinhandler Finn Aagesen i Farsø. Så han ringede til Preben Christensen fra P.C. Landbrugsmaskiner og spurgte, om han ikke havde lyst til at lave en ridebane-planer.
- Vi har lavet en hel del Eminent Pro vejhøvle de senere år og jeg syntes godt, at en ridebane-planer kunne passe ind i programmet. Så vi gik i gang med at finde ud af, hvordan sådan en kunne laves, fortæller Preben Christensen.
Det varede ikke længe før det gik op for ham, at oprivning af underlaget er et af de problemer, ridebanerne slås med, når de jævner ridebanen.
- Det øverste lag på en ridebane er måske kun fem til femten centimeter tykt. Nedenunder ligger der som regel grus, som rideskolerne meget nødigt vil have rodet med op i det øverste lag. Derfor skal planeren kunne arbejde med en konstant dybde hele tiden, forklarer Preben Christensen.
Det kan lade sig gøre, hvis rideskolen råder over en moderne traktor med elektronisk styring af liftens højde. Men har man kun en ældre traktor eller skal planeren kunne trækkes af en ATV, så må der noget andet til.
- Derfor er begge vores Eminent ridebane-planere forsynet med en tromle bagerst, som kan reguleres i højden. Når først tromlen er sat rigtig og topstangen indstillet, som den skal, så arbejder planeren i den rigtige dybde, siger Preben Christensen.
Planeren fra P.C. Landbrugsmaskiner findes i to udgaver. Den største er beregnet til montering i trepunktsophænget bag på en traktor, mens den mindste model kan monteres efter en minilæsser, en ATV eller måske en kraftig havetraktor med 25 hk eller mere.
Begge planere bygger på samme princip. Forrest sidder en kraftig stålrive - på den største model er det faktisk fjederharvetænder. Derefter kommer der et skrabeblad, der jævner overfladen og sidst tromlen, der efterlader overfladen jævnt rillet.
Den største af modellerne kan desuden udstyres med en hovslagsplov, der leder materialet fra kanten af ridebanen ind foran harvetænderne. Planeren kan også udstyres med et vandret gummihjul, som sikrer, at planeren ikke kommer i karambolage med barrieren omkring banen


