Abonnementsartikel

Det er længe siden, at udsigterne for juletræsdyrkerne har set så fornuftige ud som lige nu. Derfor kan der være en idé i at overveje, om man burde lægge endnu et par hektar ud til juletræer - det varer trods alt nogle år, inden der kan høstes.

Men større arealer med juletræer betyder også mere arbejde, specielt hvis målet er at dyrke førsteklasses træer, der kan sælges til toppris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Heldigvis er der hjælp at hente på maskinsiden. For eksempel er den lille Fort Sirio 4x4 traktor et godt bud, især fordi der findes et bredt udvalg af specialiserede juletræs-redskaber netop til Fort Sirio.

De fleste af redskaberne er udviklede og producerede i Danmark af Sønderup Maskinhandel, der også importerer Fort Sirio.

- Vi har netop præsenteret det nyeste redskab til Fort Sirio på Agromek i Herning. Det er en ukrudtsklipper med fleksible klippehoveder, så klipperen ikke kun klipper mellem rækkerne, men også ende mellem hvert træ.

Rotorklipper med flexarme

- Det er som udgangspunkt en almindelig rotorklipper, der trækkes af en kardanaksel fra traktorens PTO-udtag. Men til forskel fra alle andre rotorklippere er vores nye klipper udstyret med to arme med hvert sit klippehoved, der fungerer på samme måde som en buskrydder. Klippehovedet er forsynet med fire korte kæder, hvoraf de to ender i en kniv, som skærer græs og andet ukrudt af. Hovedet er beskyttet af et skjold og armen er så fleksibel, at den følger træets konturer uden at skade barken, forklarer Sønderup Maskinhandels indehaver, Ole Hosbond.

Det betyder, at man kan klippe ukrudtet i en række og inde mellem træerne blot ved en enkelt gennemkørsel. Forudsætningen er imidlertid, at træerne er bundklippede. ellers kommer de fleksible klippearme ikke ordentligt ind under træerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bundklipper og fældehoved

Sønderup Maskinhandel har også udviklet en speciel bundklipper til juletræer, også til montering på Fort Sirio. Bundklipperen tager de nederste grene på juletræerne, og det letter både renholdelse og gødskning betydeligt, samtidig med, at træet er lige til at sætte i juletræsfoden, når det er fældet og solgt.

Bundklipperen består af et lodret, roterende klippehoved, monteret på en hydraulisk styret, fleksibel arm, der dels følger jordoverfladen, dels smyger sig ind mellem træerne. Det betyder, at man kan færdigklippe et træ ved at køre én gang på hver side af rækken.

Klippehovederne fås i størrelser fra 86 til 227 millimeter klippehøjde og er bygget med en hurtigskift-kobling.

Har man anskaffet sig en bundklipper til sin Fort Sirio, er det oplagt også at købe et fældehoved. Det monteres på bundklipper-armen og fungerer på samme måde - bortset fra, at fældningen er definitiv. Fældehovedet erstatter på den måde den traditionelle motorsav. Det giver en række fordele. Først og fremmest hurtigere fældning og forbedret arbejdsmiljø for skovarbejderen, der ikke behøver at bukke sig, men kan blive siddende på traktoren. Desuden larmer fælderen ikke slet så meget som en kædesav.

Afskærmede sprøjter

Desuden kan man få flere forskellige typer afskærmet sprøjteudstyr, så det kun er ukrudtet og ikke træerne, der rammes af sprøjtevæsken. Der findes også en speciel stabilisatorvogn, så den meget smalle traktor kan køre på langs af skråninger uden at vælte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stabilisatorvognen kan også udbygges til gødningsudlægger til fire rækker træer af gangen. Hvis kulturen er mindre, kan man måske nøjes med en mindre gødningsudlægger til to rækker træer af gangen. Gødningsudlæggeren fungerer efter samme princip som en såmaskine, så gødningsmængden kan doseres meget præcist.

- En anden nyhed, som vi også præsenterede på Agromek, er en klipper med én enkelt, fleksibel arm, som kan klippe under elhegn. Klipperen er beregnet til at bygge på en to-hjulet Ferrari traktor. For enden af armen er der monteret et klippehoved mage til det på rækkeklipperen med det samme, eftergivende fjedersystem, så klippehovedet uden problemer smyger sig omkring hegnsstolper og endda tentorpinde, siger Ole Hosbond.