Abonnementsartikel

Det er guden Atlas, der bærer himlen på sine skuldre. Det var i hvert fald, hvad de gamle grækere forestillede sig for 2500 år siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så det er nok ikke helt tilfældigt, at hjullæsserne fra den tyske maskinfabrik Weyhausen også bærer navnet Atlas.

Blandt landmænd, på rideskoler og mindre håndværksfirmaer er det den mindste Atlas model 35, der er mest populær. Men i virkeligheden dækker navnet Atlas over en familie med indtil nu i alt ni brødre i forskellige størrelser fra Atlas 35 på 2500 kg til Atlas 95 på næsten otte tons.

Nu vokser familien endnu en gang. Weyhausen har besluttet at klemme en model 40 ind mellem Atlas 35 og Atlas 50.

Den nye model 40 blev præsenteret på Agromek i slutningen af november, men frigives først til salg fra 1. februar næste år.

- Da jeg hørte om den nye Atlas 40 første gang, troede jeg, at den skulle afløse Atlas 35. Men det er ikke tilfældet. Den nye Atlas 40 er fortsat en meget kompakt maskine, men udmærker sig ved at have lidt længere akselafstand, lidt større bredde og ikke mindst større løftekapacitet end den meget populære Atlas 35, fortæller salgs- og eksportchef Henrik Kirketerp-Møller fra Scantruck, der importerer Atlas til Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stærkere arme

Hvor model 35 kan løfte cirka 1700 kg, klarer den nye model 40 omkring 200 kg mere.

- Men hvad der måske er mere interessant, så er den nye model 40 kraftigere konstrueret. Z-bommen er væsentligt stærkere end på den lille 35'er, og låsemekanismen på hurtigkoblingen er af samme solide type som på de større Atlas-maskiner, siger Henrik Kirketerp-Møller.

Han er ikke i tvivl om, at den lidt kraftigere maskine vil tiltale mange på landet.

- De længere arme og de ekstra 25 centimeters løftehøjde vil gøre det nemmere at stable for eksempel halmballer, mener Henrik Kirketerp-Møller.

Fast og stabil styring

Alle Atlas gummihjulslæsserne er knækstyrede. Det betyder stor manøvredygtighed og lille drejeradius, men giver samtidig en meget stor belastning af det centerleje, der holder maskinens for- og bagende sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor har alle Atlas-læsserne et kraftigt lejehus, der er støbt i ét stykke. Det giver en meget fast styring af maskinen, som kan være svær at opnå med et svejset lejehus, siger Henrik Kirketerp-Møller.

Weyhausen laver sin egen, specielle hurtigkobling til Atlas-læsserne, men det betyder ikke et begrænset udvalg af redskaber. Næsten tværtimod, for Weyhausen laver en lang række grabber og skovle, sneplove, fejemaskiner og andre redskaber, der passer på hurtigkoblingen.