Der ville li'som komme til at mangle noget i Hadsten, mente sælger Ole Eberhard, da Helms TMT-Centret med forhandling af blandt andet Schäffer-maskiner centrerede de østjyske aktiviteter i Brabrand ved Århus. Så hvorfor ikke blive i lokalerne på Faurskovvej 3?
Som sagt, så gjort. Ole Eberhard har nu etableret sig som selvstændig maskinhandler i de lokaler, som Helms TMT-Centret forlod. Der står Hadsten Maskiner på facaden, og Ole Eberhard har blandt andet forhandling af de Schäffer-maskiner, som Helms importerer.
Det drejer sig om minilæssere fra 1450 til 6600 kilo og seks modeller med teleskoparm.
- Jeg har også mulighed for at levere nye minigravere og landbrugsmaskiner af forskellige mærker, fortæller Ole Eberhard.
Til at klare service, klargøring og reparationer har Ole Eberhard allieret sig med nærmeste nabo i Hadsten, Poul Rye Maskiner, som har 750 kvadratmeter værksted og tre montør- og servicebiler.
