Rundt omkring på landet står der ikke færre end 30 millioner kvadratmeter landbrugsbygninger, som ikke bruges til noget fornuftigt. De bidrager hverken til livet på gården eller i det lokale samfund. Ofte skæmmer de endda naturen, fordi de gamle bygninger forfalder mere og mere.
Det vil Realdania-fonden gøre noget ved. Allerede i 2003 og 2004 gennemførte fonden en kampagne "Bevaringsværdige gårdejendomme - nye anvendelsesformer", som mundede ud i 234 forslag til nye måder at anvende de tomme bygninger på. Nu går Realdania så et skridt videre og opretter en hjemmeside i samarbejde med Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret og Dansk Bygningsarv.
Viden og inspiration
Formålet med hjemmesiden, der har adressen www.genanvendgaarden.dk er at give ejerne af de tomme bygninger inspiration, viden og gode råd til at komme i gang med at genanvende gården.
Landbrugsbygningerne er en vigtig del af kulturlandskabet i Danmark, og selvom det kan virke uoverskueligt at gøre noget ved de tomme bygninger, er der mange eksempler på ejere med lyst til at skabe noget, der har haft succes med at bruge deres bygninger som et aktivt led i en ny forretning.
Et af eksemplerne er Asta Jensen og Henning Jacobsen, der i starten af finanskrisen omdannede deres traditionelle gård til gårdbutik og ismejeri. Gården er en gammel slægtsgård, som har været i familiens eje siden 1836. Der var cirka 4000 kvadratmeter stald, mens stuehuset er på 260 kvadratmeter. Ismejeriet er indrettet i den gamle svinestald, og gårdbutikken er indrettet i den gamle ko- og kalvestald. Her sælges produkter som øl, vin og kød. Til ismejeriet hører også en isvogn, som bliver taget med til lokale arrangementer, hvor folk kan smage isen.
Men der er flere andre eksempler på ny udnyttelse af gamle bygninger. Håbet er, at der efterhånden kommer mange flere ideer fra, efterhånden som hjemmesiden bliver kendt og ideen breder sig.
Bevaring og forretning
- For os handler det om at bremse tabet af kulturhistoriske og arkitektoniske værdier på landet sammen med ejerne af gårdene. Derfor skal vi have brugbar viden og gode eksempler på genanvendte gårde frem i lyset, så det bliver tydeligere, hvordan der kan skabes nyt liv på landet og ikke mindst, hvordan bevaringshensyn og ny forretning kan gå hånd i hånd. Velholdte bygninger med liv i kommer ikke blot ejerne til gode. De kan løfte hele lokalområdet, og styrke beboernes stolthed og tilknytning til det sted, de bor, mener Hans Peter Svendler. Han er direktør i Realdania.
I alt er der omkring 60 millioner tomme og ubrugte landbrugsbygninger i Danmark. Fagfolk vurderer, at omkring halvdelen af dem har kvaliteter, der er værd at bevare. Bygningerne har både en økonomisk og historisk værdi, og de er en vigtig del af kulturlandskabet i Danmark.
