Heste er trofaste dyr. Og hestefolk er trofaste gæster, når der kaldes til hingstekåring i Herning. Trods de seneste års finanskrise, er besøgstallet til Dansk Varmblods hingstekåringer ikke faldet, men har ligget stabilt på omkring 53.000 besøgende de seneste tre år. Og Dansk Varmblod har både forhåbning og forventning om, at der også vil være stor tilstrømning, når det går løs igen i MCH Messecenter Herning fra 11. til 14. marts.
Det store hestearrangement omfatter kåring af avlsheste, hvor derforuden de omkring 100 hingste, der stilles til kåring, også vises mange kårede hingste i dressur- og springklasser fra letteste til sværeste niveau. Der bydes på unghestechampionat med landsfinale for Danmarks bedste femårs dressur- og springheste. Og treårs hingste og udvalgte rideheste kommer på forårsauktion.
Hest & Rytter
Et væsentligt element i heste-arrangementet er tilbehørsmessen Hest & Rytter, som blandt andet byder på modeshow.
Kollektionen af treårs-hingste ligger sædvanligvis omkring 70. I første omgang har avlsledelsen udtaget 40 hingste ved forbesigtigelserne. Blandt de dressurbetonede hingste er præcist halvdelen efter fædre fra hingstestationen Blue Hors ApS med Blue Hors Don Schufro som den mest markante faderhingst. Blandt de springbetonede hingste er præcist halvdelen efter hingste fra hingstestationen Cajus. Her tegner hingste Heartbeat sig alene for fem afkom.
Der er tillige tilmeldt hingste, som allerede har opnået avlsgodkendelse ved udenlandske kåringer.
Ved sidste års kåring blev de dressurbetonede hingste for første gang fritaget for løsspringning. I stedet blev de vist for dommerne i longe i opvarmsningshallen. I år får publikum også del i denne fremvisning, da longeringen kommer til at foregå i opvisningshallen..
Både dressur- og springbetonede hingste skal vises i longe som en integreret del af bedømmelsesforløbet. Herefter fortsætter hingstene fremvisningen ved, at de dressurbetonede bliver vist løse og de springbetonede i løsspringning.
Det samlede arrangement i Herning med hingstekåring og tilbehørsmessen Hest & Rytter er det største i verden af sin art. Udstillingsarealet omfatter 20.000 kvadratmeter, hvor 250 udstillere præsenterer alverdens produkter til hest og rytter.
Gallashow
Hingstekåringens helt store trækplaster er traditionelt Dansk Varmblods Gallawhow. To aftener i træk boltrer kunstnere og deres dyr sig over temaet "Tidsmaskinen". En fornyelse ved årets gallashow bliver en kæmpe storskærm på 100 kvadratmeter for enden af hallen. Storskærmen skal medvirke til at skabe de ønskede stemninger og give bedre og individuelle illustrationer til hvert enkelt nummer.

