Den Iberiske skovsnegl, som er bedre kendt i Danmark under sit medienavn, "dræbersneglen", er ikke en saga blot herhjemme trods den lange periode med kulde og sne. Det herskende vintervejr vil reelt ikke have nogen større effekt på bestanden af dræbersnegle det kommende forår.
- Vi forventer ikke, at den aktuelle kulde vil have nogen større indflydelse på bestanden af dræbersnegle til foråret. Det skyldes, at sneglene graver sig ned i jorden til en dybde af 10 cm og derfor ligger godt beskyttet mod kulden, fortæller biolog Camilla Uldal fra Skov- og Naturstyrelsen.
Sneen beskytter
I efteråret, når sneglens æg er klækket, vil ungerne være aktive, indtil temperaturen falder til cirka fem grader celsius. Ungerne vil grave sig ned i jorden eller gemme sig i kompostbunker og lignende, hvor de overvintrer. Dræbersneglene kan overleve temperaturer ned til cirka minus fem grader celsius. En temperatur der sjældent vil blive nået, hvis sne eller blade ligger som et isolerende lag på jorden.
- Hvis der er barfrost i en længere periode med temperaturer på under cirka minus fem grader celsius, vil frosten kunne komme så langt ned i jorden, at sneglene dør. Dette er næppe tilfældet ret mange steder i landet i øjeblikket. Fortsætter det kolde vejr i en længere periode, og der ikke er et beskyttende snedække, vil flere snegle sandsynligvis dø. Men man skal imidlertid ikke forvente, at alle snegle vil bukke under i kulden, siger Camilla Uldal.
Tørke er større trussel
Men det er ikke frosten, som er den største faktor for, hvor mange snegle som overlever.
- En længere tørkeperiode i foråret er sandsynligvis en større trussel mod sneglebestanden, end det vi oplever som en kold vinter. Tørke betyder, at sneglene ikke kan være aktive og søge føde. Deres gemmesteder tørrer ud, og sneglene risikerer at dø, da de har behov for fugtige levesteder, forklarer Camilla Uldal.
Uanset vejret er der altid nogle snegle, som vil overleve.
- Man skal ikke forvente, at sneglene vil forsvinde fuldstændig fra Danmark på grund af vejret. Det vil derfor være en god ide at bekæmpe sneglene så hurtigt som muligt om foråret for at holde bestanden nede, understreger Camilla Uldal.
