"Vi har en vejhøvl til ethvert behov - ellers kan vi fremstille den".
Hos Jens Holm Smede- og Maskinværksted i Mammen ved Bjerringbro sætter de ikke deres lys under en skæppe. Men hvorfor skulle man også det, når man nu mener, at man har et rigtig godt produkt, som med fordel kan anvendes af mange forskellige segmenter. Der findes nemlig ikke kun én model, men ni.
- Mammen Høvlen har et meget bredt produktprogram, så der findes en vejhøvl, der passer til ethvert behov og formål. Vi har modeller, der passer til minitraktorer, små og store traktorer samt modeller, der passer til trucks, ATV'er, minilæssere osv., forklarer Jens Holm.
At sælge sko
Produktionen af vejhøvle startede oprindelig ved et tilfælde, men med årene er området blevet en væsentlig del af forretningen, da det har vist sig at være et behov for vejhøvle hos mange interessegrupper.
Jens Holm har solgt John Deere traktorer i 30 år, men for fire år siden kastede han sig over vejhøvlene. På de år har han solgt omkring 750 vejhøvle, og de 300 af handlerne var en realitet sidste år.
Med andre ord lyder forretningen til at gå ganske tilfredsstillende, hvilket dog ikke er noget, han mener skal kommenteres ud over "vi har et produkt, som går godt, og vi har det sjovt med at lave det".
At det går godt, forklarer han med, at det er lykkes ham at konstruere flere modeller af vejhøvlen, som på den måde henvender sig til flere forskellige kundegrupper.
- Hvis man sælger sko, og kun sælger én skostørrelse, så går man glip af meget, pointerer han.
Eget særpræg
Alle modeller og udgaver af vejhøvlen kommer til verden på værkstedet i Mammen. Materialerne bliver nøje udvalgt og indkøbt, hvor kvaliteten er bedst, understreger Jens Holm.
Høvlene er liftophængt eller kan bugseres. Konstruktionen er opbygget af en simpel stålramme, der er forsynet med to kraftige hjul bagtil og 3-4 vinklede skær på undersiden.
- Hvis der er under tre skær, så duer det ikke, mener Jens Holm.
Han er sikker på, at det er den simple konstruktion, der gør en forskel.
- Det er enkelt og godt. Det er fantastisk, at det virker så godt, når det er så enkelt. Her er ikke noget mik-mak, og vi har ingen ingeniører siddende til at regne på materialerne. Det betyder så godt nok, at vi bruger mere jern end det er nødvendigt, men så holder det, lyder konklusionen fra Jens Holm.
Samtidig er antallet af reklamationer meget begrænset, og det er den solide konstruktion garant for, mener Jens Holm:
- Jeg vil hellere ud til nye kunder end bruge tid på reklamationer. Derfor har jeg ikke noget imod at lave en dyrere konstruktion, hvis det betyder, at den holder. Er det solidt, så kommer der ingen reklamationer. Jeg har solgt John Deere traktorer i 30 år, og jeg er aldrig blevet ringet op og rost på grund af mit produkt. Det er sket med vejhøvlene.
Går aldrig til
Holstebro Kaserne har investeret i et par høvle for at få rettet vejene af på deres øvelsesterræn. Det var naturligvis høvle i den tunge ende af programmet, der kræves til den type opgaver, men som nævnt indledningsvis slår Jens Holm Smede- og Maskinværksted på, at de har en høvl til ethvert formål.
Mindste model - M1 GLB - er skabt til at blive spændt fast efter en ATV. Den er 1,60 meter bred, vejer 220 kilo, og er trods sin længde på kun tre meter forsynet med tre stålskær.
De absolutte topmodeller lyder navnene M4 GLX og M5 GLX, hvor førstnævnte også er den bedst sælgende for tiden, hvor grusvejene trænger til et eftersyn. De har ikke uden grund fået betegnelsen kraftkarle. Med en bredde fra 2,46 meter og en længde fra 6,45 meter kan de klare de fleste opgaver. Begge er udstyret med fire skær, hvor det ene er hydraulisk betjent og med tandskær.
Vejhøvlene kan desuden udstyres med laser og nivelleringsudstyr, som gør høvlene velegnede til anlæg af veje og store arealer. De kan også forsynes med hydraulisk sideregulering, hvilket gør vendekredsen mindre.
- Vi kan også sætte nogle ekstra store hjul på. Vi har et lager af hjul, som egentlig passer til en 16 tons tipvogn. Med en vejhøvl kommer man slet ikke i nærheden af samme belastning som med tipvognen, men omvendt er man sikker på, at hjulene aldrig går til, siger Jens Holm.




