Abonnementsartikel

En bugnende frodig blomsterhave af den slags, hvor man kan plukke løs til buketter ? uden der bliver synlige huller i rækkerne? Ja, det kan sagtens lade sig gøre. Også helt uden brug af kunstgødning og miljøskadelige sprøjtemidler. Det kræver bare, at man sætter dig lidt ind i de forskellige planters behov og derefter giver planterne så sunde livsbetingelser, som det nu engang er muligt. Det er hverken er dyrt, svært eller specielt arbejdskrævende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gode mad styrker grokraften

For at vokse sig store og stærke har planterne naturligvis brug for noget at leve af. Det gælder i særlig grad for de grådige sommerblomster, der på kun én sæson skal nå at udvikle rødder, producere en stor grøn bladmasse og sætte masser af knopper, blomster og frugter.

En plante har først og fremmest brug for kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K). Kvælstoffet får planten til på kort tid at vokse sig stor, stærk og er med til at give en flot grøn farve. Fosfor stimulerer rødderne og knopsætningen, og kalium er afgørende for fotosyntesen og styrker samtidig plantens generelle sundhed.

Fordele ved organisk gødning

I princippet findes der to muligheder, når man skal gøde: Den kemiske og den organiske. De fleste moderne haveejere sværger efterhånden til den sidste, og det er der adskillige gode grunde til.

En af de store fordele ved organisk gødning er, at den frigøres langsomt i jorden og optages i planten efterhånden, som der er brug for det. I modsætning hertil frigiver kemisk kunstgødning ofte alle næringsstoffer ret hurtigt. Resultatet kan blive, at planten kan overfodres, så den bliver lang, svagelig og ranglet ? eller den kan få svedet rødderne, så den ligefrem går ud.

En anden fordel ved organisk gødning er, at det forbedrer jordens struktur og mikroliv. Allerede efter et par år med organisk jordbrug vil man med det blotte øje kunne se, hvordan jorden er blevet mere muldrig og luftig - fuld af orme, biller og andre nyttige småkryb, der er med til at fremme omsætningen af blade og døde plantedele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Havekalk klarer det sure

Før man begynder at gøde, er det en god idé at tage en jordbundstest. De fleste planter klarer sig nemlig bedst i en ?neutral? jord med en pH-værdi omkring 6-7, og hvis jorden bliver for sur, har de svært ved at optage gødning og de andre livsvigtige næringsstoffer ordentligt. Den nemmeste og billigste måde at teste jorden i haven på er med en gør-det-selv jordbundstest.

Hvis jorden er for sur, er det nemt og billigt at gøre den lidt mere basisk blot ved at give den et godt drys havekalk. Det vil samtidig være med til at gøre en tung og klæg jord mere blød og smuldret.

I modsætning til gødning kan kalk udlægges hele året. Men ved at foretage testen i det tidlige forår kan man nå at give kalk i god tid, før man begynder at gøde. På den måde er jorden klar, når planterne begynder at vokse, og dermed får de den optimale start på en ny vækstsæson.

Livet i skyggen

Heldigvis er naturen så snedigt indrettet, at man så godt som altid kan finde nogle planter, der vil trives - uanset om jorden ligger i sol eller skygge, og om den er fugtig eller tør, sur eller basisk. Nogle af de smukkeste og mest kendte planter til sur jord er hortensia, rhododendron og azalea. De trives bedst i en jord med en pH på 4,5-5,5 og ved en enkel gør-det-selv jordbundstest kan man nemt afgøre, om jorden er sur nok eller om der er behov for lidt ekstra surhed, for eksempel i form af skovbundskompost. Husk, at surbundsplanter skal gødes med en speciel surbundsgødning og at rododendron ikke må gødes efter 1. juni.