Abonnementsartikel

Fyringsolien stiger. Naturgassen også. De høje priser smitter af på træpillerne. Selv flis bliver dyrere. Samtidig stiger bygningsreglementets krav til husets tæthed og isoleringsgraden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet er ganske forudsigeligt. Halvkolde huse med tårnhøj luftfugtighed, skimmelsvamp i hjørnerne og bag reolsystemet, fordi udluftningen i praksis vil være alt for dårlig mange steder. Et hus, der lever op til tæthedskravene, skal udluftes med godt gennemtræk mindst 10 minutter to eller tre gange om dagen, hvis fugten skal holdes inden for det acceptable. Men det koster på varmeregningen og er ikke altid særligt behageligt, når det fryser en halv snes minusgrader og blæser en halv pelikan.

Løsningen hedder effektiv mekanisk ventilation, kombineret med varmegenvinding, så ventilationsanlægget ikke blæser hele energibesparelsen ud til fuglene.

Lindab, der er en international koncern, som først og fremmest arbejder med produkter i tynde stålplader, er førende inden for erhvervsmæssig ventilation i Danmark.

Nu vil Lindab også ind på det private marked og satser i første omgang på at få en markedsandel på 30 procent via 10 forhandlere og montører landet over. Uanset om husejerne bygger nyt eller energirenoverer, kan Lindab-partnerne tilbyde en totalløsning, så husejeren skal hverken ind i beregningerne eller have noget med monteringen at gøre. Lindab vil endda tilbyde finansiering af ventilationssystemet i samarbejde med Nykredit.