Maskinforretningen Almas, hvis hovedproduktprogram består af Claas, Valtra og MI's produktsortiment, opruster nu på salgssiden. Dels har nordjyderne ansat to erfarne sælgere, dels har de givet en af medarbejderne nye opgaver inden for salg.
Almas' nye sælgere er Jes Bay Pedersen, der har mange års erfaring med salg til landbrug, og Peter Lyngs, som også har erfaring inden for maskinbranchen fra tidligere ansættelser. De bliver tilknyttet Almas Hvam med speciel fokus på Claas-sortimentet.
Imens har Henrik Langballe, der har været ansat hos Almas i tre år, fået et nyt ansvarsområde og skal nu varetage eftermarkedssalget. Han kommer til at køre med produkter som dæk, olie og sliddele og skal samtidig profilere virksomhedens netbutik for landbrugsartikler.
Efter de ovennævnte ansættelser har ALMAS nu 101 ansatte og en salgsstyrke på 15 speciallister, som dækker salg af landbrugsmaskiner, siloer og kornbehandling samt den grønne sektor.