- Det her er helt nyt for os. Vi har faktisk kun haft solcelleanlæg og husstandsmøller på programmet i et par måneder, fortæller Niels Morten Mariegaard fra Hjallerup Maskinforretning.
Selv om forretningsområdet er nyt, har Niels Morten Mariegaard kastet sig over solpaneler og vindmøller med en energi og en entusiasme, der i løbet af få uger skaffede ham tilnavnet "Energiministeren" blandt kollegerne. Og på de kanter tager det ikke mange dage, før den halve by ved, at det er Niels Morten Mariegaard og ikke de radikales Martin Lidegaard man tænker på, når folk i Hjallerup snakker om Energiministeren.
Ikke, at Niels Morten Mariegaard vil gå den rigtige minister i bedene. Han vil bare have folk til at overveje, om ikke det ville være sund fornuft både miljømæssigt og økonomisk at investere i sit eget, private energianlæg.
-Men det kan kun gå fremad. På de få måneder, vi har været i gang, har vi opdaget, hvor enorm interessen for sol- og vindkraft i virkeligheden er, siger Niels Morten Mariegaard
Europæiske produkter
- Vi har valgt at koncentrere os om den tyske Antaris husstandsmølle og de portugisiske Mprime solpaneler. Begge produkter importeres af firmaet EnergyTech i Hobro, så vi er sikre på teknisk opbakning og en god service, hvis det bliver nødvendigt. Der er tale om kvalitetsprodukter. For eksempel er dækglasset på Mprime solpanelerne fire millimeter og ikke toenhalv, som man ser på billigere paneler. Og ser vi på møllen, så er det tysk kvalitet. Fabrikken sælger cirka 300 af den slags møller om året, så det er en gennemprøvet konstruktion, siger Niels Morten Mariegaard.
Han lægger op til, at køberne selv kan lave så meget som muligt af arbejdet i forbindelse med opsætningen.
- Man skal ikke tro, at folk ikke kan noget i dag. Det kan de. Derfor giver vi her i Hjallerup helst give en pris på paneler og eltilslutning, så den, der har hænderne skruet rigtigt på kan spare udgifterne til dyre håndværkere til opsætningen. Og det er ikke mere end et par dage siden, at vi sendte et tilbud på en Antaris-mølle til en mand, der selv vil lave fundamentet. Så finder vi i fællesskab ud af, hvad der skal til.
Grundige overvejelser
De første overvejelser om det skal være et solpanelanlæg eller en vindmølle hænger i høj grad sammen med, hvor anlægget skal stilles op. Solpanelerne kræver kun en skyggefri placering, mens vindmøllerne stiller større krav til geografisk beliggenhed, hvor mange træer og bygninger, der er i nærheden og hvor langt der er til naboen.
- Husstandsmøllen skal ligge max 30 meter fra en bygning og mindst 70 meter fra nærmeste nabo. Så vi starter med at kigge på et luftfoto af ejendommen. Derefter går vi ind og kigger på vindressourcekortet fra 1999, der fortæller, hvor kraftig vinden kan forventes at være et bestemt sted. Hvis vinden er god, men ikke optimal, kan vi eventuelt sætte vinger med et større vingefang på møllen, så den udnytter den lidt svagere vind mere effektivt, fortæller Niels Morten Mariegaard.