174.000 husstande risikerer ikke at få leveret post efter 1. marts. Så mange husstande opfylder nemlig ikke de nye regler om at have en postkasse ved vejen, som trådte i kraft den 1. januar 2012.
Det oplyser Post Danmark, som har brugt de første par uger af januar på at få et overblik over synderne.
- Fire ud af fem husstande, som blev berørt af de nye regler, har flyttet deres brevkasse. Det betyder, at knap 94 procent af alle husstande har afleveringsforhold efter lovens regler, siger Eva Malene Hartmann, chef i Post Danmark Privatkunder, i en pressemeddelelse.
Vil returnere posten til afsender
Hun slår fast, at de husstande, der overholder reglerne med rette kan forvente, at det gør en forskel, om man overholder loven eller ej.
- Derfor meddeler vi nu, at vi returnerer posten til afsender, hvis man ikke har flyttet sin brevkasse ud til vejen, siger hun.
Foreløbig sender Post Danmark et brev direkte til alle husstande, som ikke har en brevkasse ved vejen, hvori der oplyses om sidste frist for opsætning af postkassen.
- Her gør vi igen opmærksom på, at brevkassen skal opsættes ud til vejen, vi giver kontaktoplysninger, hvis man har brug for råd og vejledning, og vi fortæller, hvornår posten stopper, hvis ikke brevkassen bliver sat op, siger Eva Malene Hartmann.