Abonnementsartikel

Nu kommer vinteren, lyder advarslerne fra meteorologerne, og hvad gør man så, hvis man ikke kan tage huset ind om natten?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Store mængder sne og mere end almindelig nattefrost kan være en alvorlig prøvelse for en hus. På flade tage kan alene vægten af sneen belaste konstruktionen, for andre tage kan en snestorm sende store mængder af fygesne ind på loftet, og så kan de lave temperaturer være et dagligt irritationsmoment, når turen går til en postkasse, hvor en dybfrossen lås afviser ethvert forsøg på at sætte nøglen i. Det skriver fpn.dk.

Hvis du er usikker på, hvordan du skal hjælpe huset gennem vinteren, kan du hente hjælp hos Bolius - Boligejernes Videncenter, der har lavet et tema med gode råd til at håndtere vinteren.

På de flade tage kan det blive nødvendigt at skrabe eller feje sneen af taget. Hvis taget buer nedad på grund af sneens vægt, bør sneen fjernes, eller der bør sættes et par hjælpestolper under taget for at understøtte den store belastning.

Kontroller for fygesne

Fygesne er noget, som mange husejere oplever i forbindelse med en snestorm. Fygesne kan være svær at undgå, fordi den kan komme ind gennem selv de mindste sprækker. Derfor bør du jævnligt tjekke loftsrummet og fjerne den sne, der eventuelt er kommet ind på loftet. En fejebakke og en spand er effektive midler til at fjerne sneen.

Men husk jævnligt at tjekke dit loft for fygesne, for typisk dækker forsikringen ikke for eventuelle skader.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og inden næste vinter bør du tjekke taget for løse eller revnede tagsten eller -plader, kontrollere tætningsbåd ved tagryggen og kontrollere inddækninger til ovenlys, kviste, skotrender og eventuel skorsten.

Undgå varmt vand til postkassen

I sammenligning med eventuelle skader på tag og loft hører den frosne postkasse til bagatellerne, selv om det kan være et dagligt irritationsmoment. Hvis låsen er frossen, kan du ifølge Bolius forsøge at tø den op med en føntørrer - hvis du ellers gider at trække forlængerledningen. Alternativt kan metalnøglen varmes op med en lighter. Brug handsker eller eventuelt en tang til at holde nøglen, så du ikke brænder fingrene.

Til gengæld skal du ikke bruge varmt vand til optøningen, da vandet blot vil fryse til ny is i låsen. Bolius advarer også om, at det kan være en dårlig idé at bruge låsespray. Det virker måske i øjeblikket, men kan efterfølgende giver problemer.