Verdens største leverandør af havemaskiner Husqvarna fortæller, at salget af deres robotplæneklipper-serie Automower steg med ikke mindre end 92 procent i 2011 i forhold til salget i 2010.
- Hos Husqvarna oplever vi en stadig større interesse for robotplæneklippere. Og det forstår jeg godt. En robotplæneklipper kræver nemlig et minimum af tid for haveejerne, larmer ikke, og så er den tilmed miljøvenlig, udtaler administrerende direktør for Husqvarna Danmark Jakob B. Hansen.
Hr. og fru Jensen har råd
Da robotplæneklipperen blev lanceret i Danmark, var det til at starte med en gode for de få. Men med den stigende interesse og fortsatte udvikling af robotternes evner og muligheder, er priserne faldet markant, og i dag har langt størstedelen af danske haveejere råd til en robotplæneklipper.
- Hr. og fru Jensen har nu råd til en robotplæneklipper. Derfor er det også blevet meget mere normalt for privatfolk at have robotter som en hjælp i en travl hverdag. Trenden startede med robotstøvsugere og er nu rykket ud i haverne. Og det er ikke kun kvinderne, der ser det praktiske i en robotplæneklipper. For mændene er den lille robot en spændende gadget, fortæller Jakob B. Hansen, der selv har haft en Automower kørende igennem otte år.