Lige siden vi lancerede Fritidsmarkedet.dk i starten af januar, har vores konkurrencelystne læsere været flittige med at sende os billeder med bedårende natur, kærlige dyr og andre flotte motiver.
51 billeder blev det til, og derfor var det også bestemt ikke nemt at afgøre, hvilket billede der var det bedste. Alligevel var det en næsten enstemmig jury, der kårede Tonni Mikkelsens billede "Ensom traktor" som vinder af vores første - men tilbagevendende - billedkonkurrence.
- Vinderbilledet "Ensom traktor" af en gammel Massey Ferguson bag et par brændestabler er lige i Fritidsmarkedets ånd, skriver juryen i begrundelsen.
- Fotografen har fanget nogle fantastiske farvenuancer, som kendetegner en diset morgen, før solen har vundet helt frem. Stemningen i billedet illustrerer stilhed og landlighed, og samtidig afslører de friske brændestabler aktivitet og liv. Billedet er velkomponeret, og traktoren står så yderligt, at den kommer til at se oprigtigt ensom ud.
Har hængt på væggen i stuen
Dem ensomme traktor blev fanget af Tonni Mikkelsens kameralinse i sensommeren 2011 - lige ved siden af Krakær Camping tæt på Ebeltoft, hvor vores vinder var sammen med sin kone og nogle gode venner.
- Jeg havde dagen før set nogle heste, jeg ville ud at tage billeder af om morgen. Derfor stod jeg tidligt op for at få morgendisen med på billederne. Men ak, hestene var ikke ude så tidligt, så jeg tog lidt andre billeder og gik til sidst hjem for at få morgenmad, erindrer Tonni Mikkelsen.
- Da jeg var næsten ved indgangen til campingpladsen, vendte jeg mig om - og så det, der blev til dette billede. Billedet fortalte mig en historie, og jo mere jeg ser på det, jo bedre kan jeg lide det, og jo mere fortæller billedet mig. Faktisk har jeg fået det skrevet ud på et lærred, og det har i nogle måneder hængt på væggen inde i vores stue, fortæller Tonni Mikkelsen, der er 51 år gammel og arbejder som kvalitetschef hos Scania Danmark.
Fritidsmarkedet.dk's billedkonkurrence var den første, han har deltaget i, "og det var vist en god idé, kan jeg forstå," siger han i dag.
Ny konkurrence - ny præmie
Og det kan man jo kun give ham ret i.
For ud over æren vandt Tonni Mikkelsen også et firedages ophold på slotshotellet Frauenmark i Nordtyskland, som Happydays har stillet til rådighed. Han skal dog selv køre der i sin bil, men det er nok til at overskue, når nu opholdet er inklusiv morgenmad og tre-retters middag.
Vil du gøre Tonni Mikkelsen kunsten efter, kan du allerede nu deltage i vores næste billedkonkurrence.
Klik her og upload dit billede - og så er du med i kampen om en ny præmie fra en af Fritidsmarkedet.dk's samarbejdspartnere. Denne gang drejer det sig om en CS310ES motorsav fra Echo til en værdi af 2.195 kroner.
Du kan desuden også overveje at melde dig til vores nyhedsbrev - Fritidsnyt. Så får du en mail fra os, når vores konkurrencer bliver afgjort, og når en ny udgave af avisen Fritidsmarkedet er sendt ud.
Og glem endelig ikke, at vi trækker lod om fede præmier blandt alle modtagere af Fritidsnyt. Du kan melde dig til ved at klikke her.
Vil du se Tonni Mikkelsens vinderbillede i dets fulde størrelse, skal du klikke her.