Aktører samler kræfterne for at udvikle Femern Bælt-regionen

Interessenter i Femern Bælt-området er nu gået sammen om at skabe en ny region, hvor økonomi, arbejdsmarked, turisme, kultur og politik er solidt integreret.

Det, der skal binde det hele sammen, er den kommende faste forbindelse over Femern Bælt - det største transportinfrastrukturprojekt i Nordeuropa. Som startskud har aktørerne besluttet at arrangere Fehmarnbelt Days.

Arrangementet henvender sig til alle, der arbejder med udvikling i regionen i et område, der rækker fra Skåne i Sverige over Østdanmark til Slesvig-Holsten og Hamborg i Tyskland.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

En milepæl for 10 millioner indbyggere

Fehmarnbelt Days afholdes fra den 26. til den 28. september 2012. Dagene indledes med en reception i Hamborg og efterfølges af to konferencedage i Lübeck.

- Visionen for Fehmarnbelt Days er at stable et arrangement på benene, som vil være en milepæl for udviklingen af Femern Bælt-regionen for de omtrent 10 millioner indbyggere i Nordtyskland, Østdanmark og Sydsverige, siger administrerende direktør for Femern A/S Leo Larsen.

- Det er vigtigt, at alle indbyggere i regionen er med til at udforme den nye region og udforske de nye muligheder. At konferencen afholdes i Lübeck understreger, at området mellem de to metropoler Hamborg og Øresund også vil drage fordel heraf.